Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Børns fritid under folkeskolereformen er presset – Folkeskoleforældre

Børns fritid under folkeskolereformen er presset

KonferenceFælles pressemeddelelse fra Folkeskoleforældre og Forældrenes Landsforening – FOLA:

Efter en uge, hvor folkeskoleelever har demonstreret mod den lange skoledag og børnenes minister har været kaldt i samråd om samme emne, inviterer FOLA – Forældrenes Landsforening og Folkeskoleforældre til fælles konference om “Børns fritid under folkeskolereformen’ på Christiansborg d. 10. november 14-17. Baggrunden for konferencen er en fælles bekymring for den lange skoledag, som gør et stort indhug i børnenes fritid – den tid, børnene selv har til rådighed og som også udvikler dem som initiativrige og selvstændige mennesker. Hvis de ellers havde tid og overskud…

Cecilia Lucia Fava, formand i Folkeskoleforældre forklarer:
”Med de lange skoledage og ensidigt fokus på målbare skolefaglige resultater begrænser vi i høj grad børns mulighed for tid og overskud til leg, venskaber, fællesskaber og selvvalgte fritidsaktiviteter på tværs af alder og klasser. Flere steder ser vi skoledage til langt over kl. 15 og 16 for både små og store børn. Det resulterer i børn, som ikke længere har overskud til SFO, fritidsaktiviteter eller venskaber. Men vi mener faktisk, at børn har ret til tilstrækkelig fritid.”

Skole og fritidstilbud er ikke det samme
I både FOLA – Forældrenes Landsforening og Folkeskoleforældre mener vi, at det er en meget alvorlig misforståelse, at fritidstilbud og skole kan det samme.
”Skole og fritidstilbud er slet ikke det samme. Skole er pligt og skal-tid, men vores børn har også brug for kan-tid og egen tid. De har brug for tid til leg, selvvalgte aktiviteter eller sport i SFO, fritidshjem, klub eller foreningsregi. Og til fritidsjob eller samvær med venner og familie. Hvordan skal de ellers udvikle fx initiativ og selvstændighed, hvis deres frie tid og energi er brugt op efter en alt for lang skoledag — måske endda med transporttid i begge ender?” siger Line Riiskjær Høi, bestyrelsesmedlem i FOLA.

Børn meldes ud af SFO og fritidstilbud
Efter godt et år med folkeskolereformen ser vi en stigende tendens til, at børn meldes ud af SFO’er og fritidstilbud. Bl.a. fordi åbningstiden er blevet kortere, ressourcerne i institutionerne færre mens forældrebetalingen flere steder er uændret.
Samtidig viser det sig, at 27 % af idrætsforeningerne har oplevet et fald i medlemstal i løbet af det første reformår. Særlig slemt ser det ud for udskolingseleverne, hvor 29% har fravalgt aktiviteter som følge af den lange skoledag.

”Vi er godt i gang med at skabe en ny generation af ‘nøglebørn’, som må gå alene hjem og passe sig selv og som ikke magter hverken fritidsinteresser, fritidsjob eller samvær med venner. Det er en ond spiral, som desværre ser ud til at gå værst ud over de børn, som måske har allermest brug for at komme i et fritidstilbud. Er det mon det, politikerne ønsker?”, spørger Line Riiskjær Høi og Cecilia Lucia Fava. De håber at få et svar fra de fremmødte politikere til konferencen.

Pressen er meget velkommen til konferencen. Se vedhæftede invitation/program.

Cecilia Lucia Fava kan kontaktes på 2629 0056
Line Riiskjær Høi kan kontaktes på 4156 5447

Hent den endelige invitation/program for konferencen her

Børns fritid under folkeskolereformen er presset