Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Demokratiet i folkeskolen er i frit fald – Folkeskoleforældre

Af Anette Lind og Christian Wadskov, foreningen Folkeskoleforældre

11913505_10206134823461822_898433514931584896_n

Det er på tide at hive i nødbremsen!

Hvis man læser tre relativt
aktuelle kronikker i Politiken, skrevet af hhv. den tidligere undervisningsminister, centrale magtfulde forskere, skolelederne og dem der skal uddanne lærerne, bliver eleverne og deres forældre ikke nævnt som aktører med indflydelse med ét eneste ord. Der bliver til gengæld brugt begreber som: Global konkurrence, blive livsduelige og kompetente medborgere og medarbejdere i samfundet, forskningsinformeret, vidensbaseret og dataunderstøttet skoleudvikling. Politikere og forskere præsenterer mål, som elever, lærere, pædagoger og ledere skal opnå. Der er ingen diskussion af formålet med folkeskolen, kun en diskussion af mål, målemetoder og data.

I en hermetisk lukket proces, hvor hverken elever, forældre eller lærere har været inddraget i tilblivelsen af skolereformen, kan man stille sig selv spørgsmålet, om skolereformen er legitim, og om den er i strid med hele folkeskolens formål?

Lad os et kort øjeblik se, hvad der står i folkeskolelovens §1 stk. 3:
”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”

Folkeskolelovens §1 stk. 3 er sat ud af kraft. Der tales TIL folket, ikke MED folket!

Vi har som forældre i foreningen Folkeskoleforældre nær kontakt med virkeligheden i folkeskolen. Med over 1.500 medlemmer og en aktiv debatgruppe på Facebook med over 7.500 medlemmer. Vi får dagligt fortællinger om stort og småt. Spørgsmål og problematikker bliver vendt, og vi får løbende meldinger om de problemer, som reformen har medført for børnene og deres forældre. En del problemer er affødt af lange skoledage, udmattede børn, børn som må fravælge fritidsinteresser, børn som må lave lektier på trods af løfter om lektiehjælp på skolen, fejlslagen inklusion og lærere som ikke har nok tid til det faglige, trivslen og samarbejdet med forældre og andre relevante aktører i skolelivet. De konkrete problematikker er nok til, at vi som forældre stiller os meget kritiske i forhold til, hvad forældre og elever var blevet lovet af politikere og reformivrige forskere.

Som forældre til børn i folkeskolen er vores primære fokus vores – og andres – børns trivsel og faglighed. Men det handler ikke kun om det. Det handler også om, hvilket samfund vi ønsker for vores børn. Hvilke værdier vi ønsker, vores børn skal have med sig i deres fremtidige liv. Demokrati og ytringsfrihed er nogle af de bærende grundsten i vores samfund.

Det var derfor skræmmende, at læse kronikken ”Vi skal kunne beskrive vores mål for en velfungerende skole” af to centrale skoleaktører i Politiken den 14. september 2015. I kronikken var der flere problematikker, som er interessante i sig selv, men det slog os i særlig grad, at der var noget helt, helt galt, når vi taler synet på demokratiet og ytringsfrihed.

Først vil vi tage temperaturen på demokratiet i skolen. Altså virkelighedens skole:

  • En undersøgelse fra Landsforeningen Autisme viser, at hvert tredje barn med autisme ikke går i skole. Børnene har ofte udviklet lavt selvværd, stress og i nogle tilfælde angst. Frem for støtte og alternativt skoletilbud trues mange forældre til at tvinge deres barn i skole. I nogle tilfælde trues de endda med tvangsfjernelse af barnet. Er det demokratisk?
  • Forskning viser, at elever hverken har opnået forståelse for reformens elementer eller er blevet inddraget. Den manglende inddragelse gælder for så vidt også lærerne. Til gengæld har Danske Skoleelever/DSE samt Skole og Forældre modtaget midler for at reklamere for reformen. I virkeligheden fortæller elever om, at de er trætte, demotiverede og ikke bliver klogere. Et par eksempler lyder således: ”Vi mangler at blive hørt, hvorfor har man ikke spurgt os?” og ”Jeg ved godt, vi er børn, men derfor kan man da godt tage os seriøst”. Er det demokratisk?
  • Hvor der før har været konsensus i forskerverden om, at der ikke findes universelle metoder, ”der virker, altid, alle steder”, ser man nu udgivelser og udtalelser der betoner metodeEN og forskningEN. Samtidig afvises andre metoder, tilgange og synspunkter. Er det demokratisk?
  • I Aalborg ”overtog elever skolerne” ved en happening. Eleverne løb rundt på skolen, løftede armene og råbte: ”Vi er fremtidens skole” i takt, og samlede alle skolens elever udenfor. Eleverne deltog tilsyneladende i en ”flash mob” (som deltagerne selv plejer at finde på iflg. definitionen). I dette tilfælde var eleverne dog instrueret af forvaltning og et firma, idet de blev anset som ”forandringsagenter”. De fleste lærere var ikke informeret. Var det demokratisk?
  • I Odense fik en vellidt og anerkendt lærer en advarsel for at have ”negative holdninger”. Denne sag verserer stadig. Er det demokratisk?
  • En lektor har gentagne gange været udsat for klager til sin ledelse af centrale aktører inden for uddannelsesområdet på grund af videnskabelig kritik. Er det demokratisk?
  • En anden lektor har oplevet, at der blev fremsendt en klage til hans rektor på hans arbejdssted på grund af en kronik, han har skrevet. Han blev dermed indirekte truet på sit levebrød. Selvsamme lektor har også oplevet, at der blev rettet henvendelse til avisen, som havde bragt kronikken, hvorfor han skulle forklare sig over for avisen. Ligeledes fra centrale aktører fra uddannelsesområdet. Er det demokratisk?
  • En undersøgelse viser, at kun 25% af lærerne tør udtale sig offentligt. Er det demokratisk?
  • FN’s Arbejdsmarkedsorganisation, ILO, har kritiseret den daværende regerings indgreb i lærerkonflikten i 2013 (som bekendt endte med en lockout). Ifølge ILO stred forløbet mod de internationale konventioner, som Danmark selv har tilsluttet sig. Er det demokratisk?
  • Projekter inden for læringsmålstyret undervisning og synlig læring for hundredevis af millioner fejer som en tsunami over skoleområdet. Det er tilsyneladende ikke et ønske fra lærerne og skolerne selv, men er påtvunget fra politisk og forvaltningsmæssigt niveau. Flere steder ser vi også, at lærerne skal anvende en ensidigt dikteret metode og tidskrævende IT-systemer, som pålægges ovenfra. Er det demokratisk?
  • Et nyt, storstilet projekt – ”Forskningsinformeret, målstyret skole- og kompetenceudvikling” for millioner – fejer ligeledes ind over det ganske land i mange kommuner. Der garanteres ”solide resultater allerede efter 1-2 år”. Hvis deltagere på kurser spørger hvorfor, får de at vide, ”at det bliver en sikker succes”. Det går overordnet ud på, at der skal udfyldes spørgeskemaer – så har man nemlig data til rådighed – som man kan styre og udvikle skolerne efter. Hvad siger lærerne til det? Nogle eksempler: “Jeg vil gerne vide, hvad det nye er?”, og “Hvorfor skal det være nu? Jeg har jo slet ikke tid. Det her går fra min forberedelsestid”. Virker det demokratisk?
  • Her kan vi så tilføje, at der er rigelig af data til rådighed allerede, hvis man skulle ønske det. Der er karakterer ved folkeskolens afgangseksamen, TIMMS, PIRLS – og flere endnu. Der er også undersøgelser fra Undervisningsministeriet selv, fra DCUM, vedrørende elevers syn på undervisningsmiljøet 2006, 2007, 2010, 2011, 2012, 2014 – bl.a. om mobning, trivsel, relationer og skoletoiletter. Samtidig må vi stille det centrale spørgsmål: Hvad skal data gøre godt for, når der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at følge op på dem?
  • Der er også forskning, som påviser, at store problemer med dårligt indeklima giver dårligere indlæring. Dette er desværre ikke en nyhed. Problematikken er mindst seks år gammel og er forværret i forbindelse med skolereformens længere skoledage. Der er IFØLGE DTU bevis for, at eleverne vil få langt bedre indlæring, hvis indeklimaet var bedre. Er det forsvarligt? Og er det demokratisk at eleverne skal være i skole under forhold, som ville betyde påbud, hvis der var tale om en arbejdsplads?

Det var så vores ”temperatur på demokratiet i folkeskolen 2015”.

Men hvad var det i kronikken ”Vi skal kunne beskrive vores mål for en velfungerende skole”, som fik os til tasterne?

En problematisk forståelse af demokratiet og skolens formålsparagraf
Et citat fra den omtalte kronik:
”Et flertal af de folkevalgte politikere beslutter sig for, hvilket formål folkeskolen skal arbejde efter, hvilke mål man kan opstille for at realisere dette formål, og hvilke rammer disse mål skal realiseres under. Disse rammer skal embedsfolk i ministeriet og kommunerne udfylde, og i sidste ende skal ledere, lærere og pædagoger i skolen gøre dem til virkelighed”.

Ud fra ovenstående er definitionen på demokrati tilsyneladende, at alene flertalsafgørelser bestemmer indhold og udmøntning af landets love. Men måske skulle kronikørerne konsultere noget litteratur omkring demokrati, og hvad det er udtryk for, idet demokrati ifølge undervisningsministeriet selv er udtryk for at: ” … det er folket, der skal styre – det er folket, der har magten”, og ”Demokrati er mere end love, pligter og rettigheder. Det er også et udtryk for en grundlæggende livsindstilling, der kræver respekt for andre menneskers holdninger” (kilde: uvm.dk).

Dét, som kronikørerne giver udtryk for, er der et helt andet ord for: Flertalsdiktatur.

Når vi taler folkeskolen, hvis formålsparagraf indeholder ordene: ”skolen skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”, skal kronikørerne anerkende, at formålsparagraffen må være overordnet for skolens virke, og at den skal respekteres! Dette må samtidig betyde, at lovgivning og udmøntning af lovgivning, som strider imod formålsparagraffen, ikke kun kan, men bør udsættes for kritik! Når der står ”skolen” i formålsparagraffen, er der tale om forældre, elever, lærere og ledere. Det er dem, der sammen skal udvikle skolen. Hvis vi ser på udtalelserne i den nævnte kronik, sammenholdt med hvordan virkeligheden er, bliver vi alvorligt bekymrede.

En problematisk forståelse af dannelse
Et citat fra den omtalte kronik:
”For det andet, at det er vigtigt at kunne beskrive alle mål så præcist som muligt – også dannelsesmål. Lærere, pædagoger, forældre og politikere vil gerne vide, om skolen når sine mål, også de mål, der handler om almenviden, sociale kompetencer, medborgerskab og livsduelighed, for ellers agerer man jo i blinde”.

Begrebet dannelse er omdiskuteret, og ofte bliver diskussionen abstrakt og kompleks, så lægmand m/k ikke længere kan følge med. Derfor har befolkningen i lang tid ikke været opmærksom på det skifte, vi ser udtrykt i citatet.

Dannelse sættes lig med nogle specifikke målsætninger: ”sociale kompetencer”, ”medborgerskab” og ”livsduelighed”. Dette er altså ønskelige egenskaber, som man ønsker at forme eleverne efter. Så melder der sig to spørgsmål: Hvem har retten til at definere, hvilke egenskaber mennesker bør besidde? Og hvordan vil man i det hele taget måle sådanne egenskaber?

At definere ønskede egenskaber for mennesker, operationalisere dem, måle dem og forme mennesker målrettet er ikke udtryk for åndsfrihed. Igen findes der et helt andet ord, der beskriver ovenstående mere præcist, nemlig indoktrinering. Vi er alvorligt bekymrede over det menneskesyn et sådan citat er udtryk for.

Det stille kup?
På den nyligt afholdte konference ”Folkeskolens formål til eftersyn” udtalte en central aktør inden for uddannelsesområdet: “Vi har i den forstand med 2006-loven definitivt forladt 1975-lovens optagethed af demokrati og også overstået den Hal Kochs-inspirerede idé om, at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål. I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål”.

Dette handler ikke kun om teknikaliteter. Det handler om, at vi faktuelt oplever, at vores demokrati er under afvikling. Vi ser, at centrale kræfter inden for uddannelsesområdet arbejder ud fra en ideologi om, at demokratiet ikke længere er en grundsten i vores samfund, og at kritikere skal trues til at tie. Vi ser også et politisk lag som ikke inddrager folket i folkets skole.

Der er derfor grund til alvorlig bekymring som forældre og medborgere, der anser demokrati og ytringsfrihed som centrale elementer i vores land.

Hvem hiver i nødbremsen?

Demokratiet i folkeskolen er i frit fald