Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Folkeskolen på akkord – Folkeskoleforældre

Blogindlæg af Susanne Svenningsen,
mor til to skoleelever, medlem af Folkeskoleforældre.

Vi er samlet til forældremøde for 9. Årgang. Mødet starter kl. 17, hvilket i sig selv er et problem for flere forældre, som er nødt til at komme løbende midt under seancen fordi de ikke har kunnet slippe fra deres arbejde før tid.

På tavlen ser vi aftenens program. Et program som vi jo sagtens kan fornemme, bliver svært at nå på den tid, som er blevet sat af til arrangementet. De stakkels lærere byder velkommen og går straks igang med at informere om læringsmål for klassen vist i flotte cirkler som skematisk er delt op i datoer, arbejdsområder, bogtitler, praktik, terminsprøver og eksamen. Alene faget dansk er lige ved at slå benene væk under de fleste forældre.

Vores yderst ambitiøse dansklærer snakker som et talende vandfald løs om det voldsomme program, som de unge skal igennem og konstaterer hurtigt under oplæsningen, at der vil være en del lektier hjemme, da de 3 fordybelsestimer på ½ time fordelt på 3 dage desværre ikke er nok, med alt det som børnene skal nå!…. Faktisk skal vi forvente, at de nok vil bruge en del af UU timerne til lektier, for at der trods alt også er lidt fritid tilbage! Og nååå ja, gymnastiktimerne er også blevet et eksamensfag, så vi skal regne med, at det halve af året vil være boglig praksis!

Der er kommet flere nye elever i klassen og da mange af os samtidig for første gang står med et barn som pludselig står på trinnet videre ud i den “virkelige” verden, er det ganske naturligt, at der er et behov som forældre for at stille spørgsmål til både procedurer, muligheder og forventninger… Et behov som vores lærere så absolut gerne vil imødekomme, men som de nærmest ikke har tid til. Ligesom de heller ikke har tid til den store forberedelse til deres timer, til at rette elevernes arbejde igennem eller til at følge den gruppe af unge mennesker på nærmeste hold, som har brug for ekstra hjælp. Midt i en voldsom ordstrøm, som nærmest gør mig helt forpustet, trøster jeg mig selv med, at jeg trods alt er så heldig at have et barn, som godt kan følge med. En ung pige, som ved ,hvad hun vil efter 9. Klasse og som ikke har problemer med at sidde stille og koncentrere sig. Hun skal nok klare sig, tænker jeg. Men hvad med de kammerater, som har svært ved det boglige? Hvad med de unge mennesker, som har svært ved at se, hvorfor det er så vigtigt at analysere et digt, når den virkelige verden venter derude med maskinteknik, tømrerarbejde eller innovative IT- løsninger.  En 9. Klasse er igang med boglig fordybelse i det uendelige. Lange dage med gruppearbejde, fremlæggelser og lektier. De skal jo lære noget, de unge mennesker, så skolerne på papiret kan sige, at de har højnet landsgennemsnittet.

Vi har travlt, slutter klassens søde dansklærer af med at sige og jeg tænker i mit stille sind, da jeg går hjem: Hvor blev nytænkningen med reformen af? Hvor blev de individuelle hensyn af? Anderledes undervisning, mere bevægelse? Mere kvalitet og rummelighed? I stedet for at forstå, at den “svageste gruppe” af børn måske slet ikke er så svag, hvis sammenligningsgrundlaget var et andet end kundskaber i romanfortolkning og ligninger, fortsætter vi ufortrødent med at fokusere på en endnu større mængde af boglige fag med skræmmende færre ressourcer til rådighed. En folkeskole på akkord hvor resultatet gerne skulle være en produktion af en ensartet vare, som distribueres ud i det pulserende samfund. Kvalitetsmæssigt halter det måske lidt. Der er hverken kælet for detaljerne eller tænkt i flere spændende varianter….det er heller ikke sikkert, at varen holder særlig længe…når nu at der er slækket en del på kvaliteten, men det er heldigvis ikke regeringens problem. Det er omsætningstallet der tæller….også selvom det giver røde tal på bundlinjen !!

Folkeskolen på akkord