Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Good boy, good girl. Good dog! – Folkeskoleforældre

carl-emil-falbe-hansenBlogindlæg af Carl Emil Falbe Hansen,  folkeskolelærer og tidligere journalist

Good boy, good girl. Good dog!

Der er meget, Danmark kan lære af New Zealand. Vi kan blandt andet lære, hvordan man IKKE skal behandle og undervise børn.

I New Zealand sad min kone og jeg ofte på en bænk på offentlige legepladser, mens vores to ældste døtre, der dengang var tre og fem år, legede. Det var første halvår af 1999. I seks måneder rejste vi rundt i New Zealand. Jeg havde børnepasningsorlov fra mit journalistjob på Ritzau og skrev en del artikler for forskellige blade – blandt andet Folkeskolen. Ellers nød vi bare livet.

Men vi lærte også utroligt meget. Også af at sidde på legepladserne og iagttage de newzealandske børn og især deres forældre. Igen og igen hørte vi ordene ”good girl” eller ”good boy”. De fleste forældre fulgte deres børns leg meget intenst og overdængede deres børn med instrukser og ordrer. Når børnene gjorde, som forældrene sagde, kom belønningen straks i form at et anerkendende ”good boy” eller ”good girl”.

Det slog os, hvor meget mange forældres kommunikation med deres børn lignede den måde, de talte til deres hunde. Hundene fik også et ”good dog”, hver gang de lystrede. Hvis hunden eller børnene derimod ikke parerede ordrer, så var det helt normalt og legalt at foretage en offentlig afstraffelse, enten verbalt eller fysisk.

Vi vidste godt i forvejen, at der var forskel på dansk og britisk børnesyn, men vi havde ikke ventet, at New Zealand var SÅ ”britisk”. I løbet af vores seks måneder i New Zealand blev det mere og mere tydeligt for os, at den skandinaviske måde at se på børn og behandle børn på er afgørende anderledes end i en britisk domineret kultur. Kort beskrevet bliver børn stadigvæk ikke betragtet som ligeværdige mennesker i den britiske verden, og mig bekendt er der ikke sket nogen større udvikling på den front siden 1999.

Børneopdragelse – og desværre også undervisning – handler fundamentalt om at få børn til at udføre de ordrer, som de voksne giver dem. Til det formål bliver der brugt en række former for manipulations-, belønnings- og straffemetoder, som minder skræmmende meget om hundedressur, vel at mærke gammeldags hundedressur.
I Skandinavien er der siden Anden Verdenskrig sket en revolution i det generelle børnesyn, som desværre ikke er sket i den britiske kultur eller for den sags skyld noget andet sted i verden.
Selv om New Zealand har næsten samme indbyggertal og godt kan sammenlignes med Danmark på en del punkter, så er der væsentlige forskelle – især når det handler om børn, børneopdragelse og pædagogik. For at forstå John Hatties ”Synlig Læring”, som i høj grad er inspirationskilde til folkeskolereformen, er det derfor helt afgørende, at vi kender lidt til den kontekst, som hans idéer er udsprunget af.

En uge i april 1999 fulgte jeg en 7. klasse i New Brighton School i Christchurch på New Zealands Sydø. Det var en deprimerende oplevelse. Selv om skolelederen på forhånd fortalte mig, at skolen var en af de mest progressive i hele landet, og at den klasselærer, jeg skulle følge, var usædvanlig dygtig, så var min konklusion bagefter entydig: Den newzealandske undervisningspædagogik hviler tungt på et traditionelt, undertrykkende britisk børnesyn.
Noget af det mest deprimerende var at opleve, hvordan enkelte begavede elevers forsøg på at komme med forsigtige kritiske bemærkninger til undervisningen blev tromlet ned af læreren. Men det allerværste var alle de mange triste og apatiske børneøjne, som vidnede om et skolesystem, der systematisk drænede børnene for selvværd og selvtillid, fordi den overdrevne fokusering på test, evaluering og dokumentering gav børnene er konstant følelse af, at de ikke var gode nok. Og hvis nogen tror, at det skaber fagligt dygtige børn, så tager man i den grad fejl.

Inspireret af folkeskolereformen er der desværre ved at brede sig et underligt mantra i danske folkeskoler, der går på, at børn skal ”stå på tæer”, for at blive ”så dygtige de kan”. Som om anspændte, pressede børn lærer mere!? De allerstærkeste kan måske godt klare det, men langt de fleste børn har brug for en skole, hvor de kan være sig selv, slappe af, være trygge og få lov til at fokusere på og glæde sig over det, de rent faktisk lærer i skolen. Det skaber motivation og progression, men det var bestemt ikke det, jeg oplevede i John Hatties New Zealand.
Begrebet ”Undervisningens samtale” eksisterede og eksisterer stadig ikke i New Zealand. Alle meninger og svar, der ikke var i overensstemmelse med regeringens facitliste, blev mødt med et rungende ”WRONG” fra læreren.
Læreren var nødt til at agere på den måde, forklarede hun mig, for hun vidste aldrig, hvornår der kom uventet kontrolbesøg fra ministeriet, hvor det blev tjekket, om eleverne nu havde ”lært” præcis det, de skulle – og ikke alt muligt andet.

Jeg følte dengang, at jeg selv lærte noget uhyre værdifuldt: Hvordan man ikke skal undervise, og hvor langt vi er kommet i Skandinavien. I mit stille sind tænkte jeg, at de britiske lande vel før eller siden langsomt ville begynde at orientere sig mod Skandinavien, sådan som det rent faktisk er sket med for eksempel Tyskland og Østrig, som gennem snart mange årtier har ladet sig inspirere af en skandinavisk tankegang.
Jeg havde ikke i mit værste mareridt forestillet mig, at danske politikere og danske skolefolk på noget tidspunkt i alvor kunne finde på at mene, at Danmark skulle lære af New Zealand. Men det er netop det mareridt, der er udfolder sig i al sin gru lige netop nu.

Målstyret undervisning, som den er beskrevet af newzealænderen John Hattie i bogen ”Synlig Læring”, bygger umiskendeligt på et britisk børnesyn og et britisk læringssyn. Det er i hovedtræk en lærebog i hvilke former for manipulation, der virker bedst. Det handler om at få børnene til at gøre og ”lære” det, som læreren eller ministeriet har defineret på forhånd. Hverken mere eller mindre.
Når Hattie fortæller, at han kun interesserer sig for undervisningens synlige ”impact” på børnene, så taler han i virkeligheden om, i hvor høj grad børnene gør præcis, hvad de får besked på. For det er nemlig kun det, han kan se. Det vigtigste – børnenes personlige, sociale og intellektuelle udvikling – foregår i høj grad gennem ubevidste processer i underbevidstheden og kan naturligvis ikke måles konkret eller umiddelbart iagttages. Det ved vi heldigvis i Danmark – eller gør vi?
Det er også tydeligt, at læringsmålstyret undervisning og New Public Management er nært beslægtede. Begge dele bygger på en tro på, at mennesker yder mere, hvis man ved hjælp af målstyring, kontrol, kontrakter og evaluering skaber en følelse af, at man aldrig gør tingene godt nok, og aldrig er god nok. I Danmark bruger mange skoler udtrykket, at ”eleverne skal stå på tæer for at blive så dygtige som de kan”. Det lyder hverken sundt eller rart. De newzealandske statistikker kan da også fortælle en uhyggelig historie om et voldsom stigning i psykiatriske diagnoser blandt børn og unge efter indførelsen af den syge evalueringskultur i skolerne.

I Danmark er Hatties tanker blevet markedsført af hans elev, briten James Nottingham, som har rejst landet rundt og holdt foredrag for stort set samtlige danske lærere. Ofte har han indledt sit foredrag med, at tilhørerne skulle udføre en opgave. Til sidst blev løsningerne tjekket. Opgaven gik ud på at lave en tegning, der opfyldte en række præcise krav. Kun hvis alle krav var overholdt helt nøjagtigt, var opgaven løst rigtigt. Tankevækkende!
Det forekom mig bagefter, at de fleste af mine kolleger var ret betagede af Nottinghams optræden. Retfærdighedsvis skal det da også siges, at han er en glimrende standupkomiker. Og når man er godt underholdt, så ryger den kritiske sans desværre nemt.

Ifølge Nottingham kan man vurdere, om undervisningen er god, hvis eleven på et hvilket som helst tidspunkt uden tøven kan fortælle: ”Lige før gjorde jeg det, nu gør jeg det, og bagefter skal jeg i gang med det”. Væk med tvivl, væk med refleksion, væk med undren, væk med eftertanke, væk med spørgsmål, væk med samtale. Jo mere eleven kan agere som en robot, jo bedre.
Pædagogikken og didaktikken i Den Danske Folkeskole har en afgørende betydning for det danske samfund. Den udgør et fundament for det danske demokrati og Danmarks velstand. Danmark lever af intelligens, kreativitet og innovation, og det skal vi blive ved med.

Når det gælder innovation, højteknologi og økonomisk vækst har Danmark i anden halvdel af det 20. århundrede markant udkonkurreret New Zealand og i øvrigt stort set hele verden. Det skyldes først og fremmest en dansk folkeskole, der har skabt intelligente, kreative, innovative og samarbejdende mennesker med mentalt og socialt overskud.

Nogle få politikere og nogle få skolefolk mener åbenbart, at Danmark lever af gode pisa-test-resultater. De er tilsyneladende dybt fascinerede af en britisk, gammeldags, autoritær pædagogik, hvor de elever, der er klogere end lærerne, bliver tromlet ned og forlader skolen uden tro på sig selv – apatiske og knækkede. Sådan som jeg oplevede det i New Zealand.

Der står uendeligt meget på spil lige nu, og der er i den grad brug for, at alle de, der stadig tænker selv, også har modet til at tage kampen op. Det glæder både politikere, lærere (især tillidsfolk), forældre, elever og ikke mindst skolelederne, som desværre – ind til videre – har været forbavsende passive.

Denne her kamp skal vindes, og det haster, for lige nu er den danske folkeskole ved at blive ødelagt.
Carl Emil Falbe Hansen.

PS: Mine oplevelser i de newzealandske klasselokaler kan man i øvrigt få et nærmere indtryk af i to artikler, som stadig ligger på Folkeskolens hjemmeside.

Good boy, good girl. Good dog!