Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Hovsaløsninger skal ikke redde folkeskolen – Folkeskoleforældre

I Foreningen Folkeskoleforældre er vi dybt forundrede og bekymrede over nogle af de tiltag, kommunerne sætter i værk rundt om i landet. Senest Odense, som i fredags kom med en pressemeddelelse om, at et konsulentfirma for 5 mio. kr. på fire uger har fordoblet 120 skoleelevers karakterer.

De styrkede færdigheder i dansk og matematik er naturligvis dejligt for de 120 elever, men vi undrer os over, at man har brug for hovsaløsninger for at sikre, at eleverne får lært det, de skal i det danske skolevæsen. Det burde der jo være rig mulighed for at lykkes med i den daglige undervisning, hvis ellers denne er velforberedt og af en ordentlig kvalitet. Særligt når nu skoledagen er blevet længere.
Men måske har besparelserne taget overhånd? Odense er fx den kommune, der bruger færrest penge pr. elev om året. Alligevel er kommunen så efterfølgende villige til at bruge 5 mio. kr. på, at blot 120 elever skal på et 4 ugers kursus?

Hvad er meningen med først at udsulte skolen, tvangsinkludere, fjerne støtte, lave massive nedskæringer, indføre en reform over hals og hoved etc. – for derefter at råbe ”hurra” for et eksternt specialundervisningsforløb og som undervisningsminister anbefale, at hele folkeskolen skal tage ved lære? Problematikken er langt mere kompleks, og politikerne har selv været med til at skabe de problemer, som nu viser sig.

Det er fint, at skoler og kommuner lader sig inspirere og prøver ting af, men skoleudviklingen skal ske i folkeskolen, og ikke via hurtige og dyre konsulentløsninger og brandslukninger i mødelokaler hos forvaltningen.

Vores fælles folkeskole er dybt rystet af alle de mange tiltag, folkeskolereformen har kastet den ud i. Der er brug for arbejdsro og for, at vi respekterer folkeskolen og det arbejde, der foregår dér. Og der er især brug for, at de nødvendige ressourcer følger med, hvis man vil hæve kvaliteten i folkeskolen.

– Måske er det også på tide at politikerne indser, at implementering af heldagsskole er omkostningstung, og at det i øjeblikket er vores børn, der betaler prisen.

Hovsaløsninger skal ikke redde folkeskolen