Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Hvem sætter målet? – Folkeskoleforældre

Blogindlæg af Line Bedin, medlem af Folkeskoleforældres bestyrelse.dyrekort

Dyrekortskrise og folkeskolen, ej kom nu Line, hvad har nu det med hinanden at gøre? Ja umiddelbart ikke det mest indlysende at tænke sammen, men det skete ikke desto mindre, da jeg blev underholdt af kommentarsporet til Jeppe Søes status på facebook om netop disse famøse dyrekort (29.april 2015) eller manglen på samme.

Flest kommetarer handler om rygklapperi; ja vi forstå det heller ikke og børnene i Nepal og… Men én kommentar tog en helt anden drejning. Det var en kommentar fra en mor, der fik sneget en af tidens modeord med ind: målet. Det meget logiske argument gik på, at vi kender målet for aktiviteten: at få fyldt dyrekortbogen. Hvis vi som forældre vælger en ‘skidt pyt, det går nok’- holdning, så lærer vi vores børn, at det med at nå målet faktisk er ligegyldigt. De forældre, der derimod skriver en liste af uforståelige tal på deres facebook og i andre sociale medier, de støtter barnet i at nå målet.
Egentlig meget logisk, jeg mangler bare svaret på, hvem satte målet? Var det barnet, forældrene, Dansk Supermarked eller ”plejer”?

Hos os har vi været på de her dyrekort før, den gang var bogen blå og vi skulle samle dyr fra hele verden. Min ene dreng var meget optaget af det, vi læste alle kortene, vi duftede til dem, vi glædede os til at pakke en ny pakke op, når vi kom hjem. Som alle andre voksne oplevede jeg, at målet var at fylde bogen med de rigtige kort. Jeg tog drengen med til store byttedag i Føtex. Ligesom de andre forældre overtog jeg hurtigt styringen, vi skulle jo ud og finde de kort, vi manglede og jeg havde ligesom overblikket.

Min dreng blev bare mere og mere mut. Især hver gang der røg en sneleopard. Til sidst havde jeg fået fyldt bogen, men han ville bytte mere og på sine egne præmisser.
– “Nej nej nej, du giver da ikke vores eneste elefantunge for en sneleopard, dem har du allerede 5 af”.
– “Jamen mor, jeg vil bare så gerne have mindst 10 sneleoparder. Det gør ikke noget jeg ikke har en elefantunge”.

Min dreng havde et mål, hans eget mål. Det var ikke identisk med mit eller med Dansk Supermarkeds, det var hans. Han ejede det, han forfulgte det og han opnåede det.

I folkeskolen skal der arbejdes med mål, der skal styres mod målene. Hver enkelt barn skal kende deres mål, eje deres mål, forfølge deres mål og opnå deres mål. Hvem kan være uenig? Ikke mig. Men jeg mangler svaret: hvem satte målet? Var det barnet, læreren, forældrene, PISA, nationale test, erhvervslivet, de videregående, kanon eller ”plejer”? Vi skal alle være med henover. Ejerskab over målene må endelig ikke forveksles med at børn selv skal vælge, hvad de vil lære. Men ‘vi skal fylde bogen’-målet, må bare heller ikke bremse det barn, der vil have 10 sneleoparder.

Den gyldne middelvej og at lytte må være målet for os alle, så vi både kan fylde bogen og have 10 sneleoparder.

Hvem sætter målet?