Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Nationale tests og X Factor – gæsteindlæg af Rasmus Alenkær – Folkeskoleforældre

Nationale tests og X Factor

Rasmus Alenkær
Rasmus Alenkær, psykolog, PhD

Af Rasmus Alenkær, psykolog, PhD

Danmarks skoleelever udsættes i disse tider for nationale tests, så deres præstationsniveau kan sammenlignes med andre landes score i lignende tests. 

Jeg kan ikke lide de nationale tests. Ikke som fagmand og heller ikke som far. Jeg kan ikke lide den bagvedliggede filosofi, jeg kan ikke lide måden testene bliver udført på og jeg kan ikke se, hvilken positiv, pædagogisk effekt testene kan have for det enkelte barns udvikling.

Jeg kan heller ikke lide X Factor. Jeg tager afstand fra showets bagvedliggende filosofi, måden showet bliver afviklet på og effekten showet har på den danske musik-scene. Folk må for min skyld hygge sig med at se lige præcis det underholdnings-TV, de har lyst til. -Men som (tidligere) musiker, musiklærer og (nuværende) musikelsker er det min holdning, at X Factor er noget kulturskadeligt bras, hvilket jeg jo har lov til at synes. Du må meget gerne synes noget andet.

Nu slår det mig, at de to ting, Nationale Tests og X Factor, fundamentalt set er det samme, -bare med forskellige udtryk. Så lad os sammenligne de to med hinanden:

I X Factor er det målet, at deltagerne skal præstere optimalt i en programsat konkurrence. Det er ikke målet, at udvikle kunstnere, ligesom det er ligegyldigt om deltagerne “nyder” musikken. Målet er givet på forhånd og kan ikke ændres: Fredagens tema er BeeGees og deltagerne bliver bedømt på deres evner til at synge falset og danse disco, -om de vil det eller ej.

Målet med de nationale tests er det samme. Eleverne skal deltage i en rammesat konkurrence, der afgør, om de har nået en række ufravigelige mål. Det er selvsagt svært at være original eller innovator i en sådan test-proces, -men det er heller ikke idéen. Det vigtige er, at eleverne vinder den konkurrence, der åbenbart eksisterer imellem de lande, der tester.

Til at hjælpe deltagene i X Factor, har man hyret en række musikere. Disse bestemmer dog kun på overfladen, da de er strengt styret af programmets producenter og den bagvedliggende pop-industri.

På samme måde har man ansat en række dygtige lærere til at hjælpe skoleeleverne. Lærerne er dog, som X Factor-dommerne, iført en stram spændetrøje og må kun i lille omfang selv bestemme undervisningens indhold, metode og mål. Det er jo testen det handler om. For at sikre dette, har man dels skåret kraftigt ned på forberedelsestiden (Lov 409) og dels skruet op for timemængden. Således er der næsten kun overskud til at vælge præfabrikerede undervisningsmaterialer, der passer ind i centralt valgte test-mål.

X Factor er relevant mens programmet sendes. Når sæsonen er færdig er alle ligeglade med både koncept, indhold og deltagere.

Sådan er det også med de nationale testes. Der er fokus på testsituationen, -bag efter er indhold og udbytte glemt eller uinteressant.

X Factor samler nationen i en fælles fortælling. Problemet er, at X Factor giver sig ud for at fortælle om musik, men i virkeligheden fortæller om personlige skæbner. Det øjensynligt centrale, kunsten, er blot et skalkeskjul for kommerciel følelsesporno i den beste sendetid.

De nationale tests har også som formål at samle nationen i en fælles fortælling: “Nu får vi endelig skovlen under kineserne. Hurra!” Problemet er, som i X Factor, at de virkelige og vigtige mål, eksempelvis personlig udvikling, dannelse og medborgerskab tilsidesættes til fordel for noget, som er lettere for industrien, lægfolk og vælgerne at måle og forstå.

Der er to generalierede grupper, der kan lide X Factor: 1) Pengemænd, der tjener penge på musikindustrien og 2) den folkelige masse, der ikke anser musik for at være kunst. Derfor bliver musik i X Factor reduceret til et overfladisk og ligegyldigt engangsprodukt. Musik er forbrug.

Lige så er der to generaliserede grupper, der kan lide de nationale tests: 1) Pengemænd, der enten tjener penge på dum-men-villig arbejdskraft eller sælger kurser i “synlig læring”, samt 2) den folkelige masse, der ikke ved noget om pædagogik. Derfor bliver dannelse og udvikling reduceret til målbare testresultater. Skole er forbrug.

X Factor producerer vindere og tabere. Vinderen er industrien, dvs. pop-købmænd og indkøbscenterchefer. Taberne er deltagerne og seerne, der blot har lært, hvad musik ikke er.

De nationale tests producerer også vindere og tabere. Vinderene er industrien, dvs. pengemænd og kursusudbydere. Taberne er eleverne, der måske klarer testen fint, men som aldrig selv finder ud af, hvad de ville lære eller være. Taberne er ligeledes lærerne, der i et omfang er blevet reducerede til stressede robotter, der skal nå udefrakommende og uvedkommende mål.

Min pointe:
Jeg foreslår, at vi ikke gør skoleeleverne til ufrivillige deltagere i et X Factor-koncept. Råderummet skal tilbage til den lokale skole og dennes lærere. Skolen skal være et frirum for læring, udvikling, dannelse, aktivt medborgerskab og socialt ansvar. Testning er fint, men bør ikke være et mål i sig selv. Skolen skal være mere kunst og mindre konkurrence.

Nationale tests og X Factor – gæsteindlæg af Rasmus Alenkær