Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Nyheder – Folkeskoleforældre

“Inden for den eksisterende ramme”

Blogindlæg af Christian Wadskov,
bestyrelsesmedlem i Folkeskoleforældre

Har frontløberne for folkeskolereformen endelig vist sig som de sorteste reaktionære kræfter, de så længe har kritiseret andre for at være?

KL, Skolelederforeningen, BUPL, FOA, Børne og Kulturchefforeningen, Skole og Forældre samt Danske Skoleelever har valgt at danne: ”Samarbejdet om en mere motiverende og varieret skoledag”.

Det lader til, at den primære opgave for ovenstående samarbejde er at forhindre ministeren i at lave forsøgsordninger på 50 skoler med en nedsat varighed af skoledagen. Man kan diskutere skoledagens varighed længe, men det er et imponerende arsenal af aktører, der stiller sig til rådighed for, at alt sker “inden for den eksisterende ramme”, som det så smukt er formuleret i det åbne brev til ministeren.

Det er dog umagen værd at læse lidt dybere i teksten, for det nævnes også at “Det kræver en tydelighed, om hvordan åben skole, faglig fordybelse, understøttende undervisning og bevægelse bidrager til at øge kvaliteten.” Det er vi såmænd mange andre, der også er interesserede i bliver tydeliggjort. Indtil videre har det eneste svar fra de fleste politikere og de 7 aktører i det nye samarbejde været ikke at forholde sig til hverken undersøgelser, forskning og rapporter.

Overordnet må man antage, at samtlige 7 aktører er ubetingede støtter af folkeskolereformen, og især “inden for den eksisterende ramme”, altså skoledagens varighed (samt arbejdstidslov og økonomiske tildeling?). Det er i sig selv en imponerende antagelse, som der skrives i brevet, at “her er den mere motiverende og varierede skoledag helt central.” Med de hidtidige erfaringer med aktørernes kompetencer og evne til tydelighed i de forløbne 3 års landsdækkende forsøgsordning er det noget uklart, hvordan de nævnte elementer har bidraget til at øge kvaliteten.
For nuværende er det sådan at aktørerne tilsyneladende ikke er opmærksomme på, at medlemmerne i deres egen foreninger er temmelig moderat imponerede over deres indsatser. Når vi taler om skoledagens varighed mener 90% af BUPL’s medlemmmer at skoledagen er for lang. For medlemmmerne af DSE er 82% af eleverne utilfredse med skoledagens længde, og for Skole og Forældre drejer det sig om 41% af forældrene der er utilfredse med skoledagens varighed.
Det er altså den opbakning aktørerne ønsker at holde sig “inden for den eksisterende ramme” på.

Ud over den noget magre opbakning fra egne medlemmer er der så alle beretningerne fra dagligdagen, hvor:

  • Hver 10. lærer ikke er uddannnet
  • Dårligt implementeret inklusion medfører indlæggelser og skolevægring
  • Fritidsordninger mister medlemmer
  • SFO’er nedlægges pga. manglende brugere
  • Lærere og pædagoger ikke har tid til at etablere et samarbejde omkring undervisningen, både i fagene og i UU, hvor faglig fordybelse bliver en pædagogdrevet aktivitet der mest ligner opbevaring, og mange andre eksempler.

Det er så den realitet, der ligger bag “inden for den eksisterende ramme”. En “eksisterende ramme” de 7 aktører ikke ønsker udfordret ved forsøg på 50 skoler? Mon man skal nævne at grundlaget for hele folkeskolereformen bunder i forsøg på kun 12 skoler (12!), der faktisk ikke var særligt vellykkede? Mon man skal nævne, at den “variation og kvalitet, så eleverne får høj faglighed og trivsel” igennem de sidste 3 år, ifølge langt de fleste undersøgelser, rapporter og forskningsprojekter overhovedet ikke har eksisteret eller haft effekt? Eller skal man blot for fremtiden konstatere, at “inden for den eksisterende ramme” betyder, at de 7 aktører har stoppet al skoleudvikling trods deres egne medlemmers ønsker om, at der sker en anden udvikling?

Har frontløberne for folkeskolereformen endelig vist sig som de sorteste reaktionære kræfter, de så længe har kritiseret andre for at være? Jeg ved det ikke. Men jeg ved at “inden for den eksisterende ramme” er ophøret på den dynamik der driver skoleudvikling.

Skolebestyrelsesmedlem: Jeg giver op!

Børn FolkeskoleforældreAf Mette Graulund Wagner, folkeskoleforælder og medlem af skolebestyrelse på en skole i Skanderborg

Siden skolereformens indtog i 2013 med de lange skoledage har jeg sammen med andre forældre kæmpet en kamp for børns ret til det gode børneliv i form af kortere skoledage.

Fra glæde til skuffelse
Glæden var stor, da det gik op for mig, at man med folkeskolelovens §16b i hånden kunne omlægge op til 5 ugentlige timer til to-voksentimer og dermed afkorte skoledagens længde – troede jeg. Sammen med andre forældre i Skanderborg kommunen fik vi et møde i stand med flere byrådspolitikere. Vores ærinde var at få lagt beslutningsretten om afkortning af skoledagen ud til de enkelte skoler fremfor i forvaltningen. Dette blev i første omgang afvist.

Fra glæde til skuffelse – igen
Ca. 10 måneder senere den 7/2-17, skriver et byrådsmedlem fra Venstre i Skanderborg byråd på Facebook, at ”Et enigt Undervisnings- og Børneudvalg vedtog på sidste udvalgsmøde at støtte Venstres dagsordenforslag om at lade det være op til den enkelte folkeskole – leder og bestyrelse- at afgøre, om skoledagen er bedst med den længde, den har, eller om den kan blive endnu bedre ved at afkorte dagen og bruge de frigivne ressourcer i de øvrige fagtimer. ” Glæden var igen stor, nu fik den enkelte skole beslutningsretten, men glæden blev kort.

Det er økonomien der bestemmer
Jeg sidder i skolebestyrelsen på mine børns skole og kontaktede straks resten af bestyrelsen, så vi kunne drøfte om vi endelig havde muligheden for at give børnene på vores skole en del af deres frie tid tilbage. Jeg blev dog hurtigt kontaktet af skolelederen der umiddelbart afviste det grundet manglende økonomi pga. den længere åbningstid i SFO. Jeg henvendte mig også til byrådsmedlemmet fra Venstre, der har annonceret den nye frihed til skolerne på sin facebookside. Han skriver i en mail ” På sigt må der flere penge ud til folkeskolerne, men her og nu må skolerne prioritere hvad der er bedst. ”

Skolebestyrelser er et pseudo-demokrati
Jeg anerkender den økonomiske problematik og den kattepine det sætter skolelederen i. Jeg kan dog ikke se, hvorfor børn der ikke benytter SFO ikke skulle kunne få glæde af en lidt kortere skoledag. Det svar blæser stadig i vinden. Jeg har nu meddelt resten af skolebestyrelsen, at jeg ønsker at udtræde. Min oplevelse er, at man som skolebestyrelsesmedlem ikke har nogen mulighed for at ændre ved ret meget, andet end hvordan skolefesten skal løbe af stablen eller om udskolingen må få nye gardiner i hyggerummet. Skolebestyrelser er i bedste fald ikke andet end et pseudo-demokrati. Mit personlige engagement som aktivt deltagende borger i min kommune stopper her. Jeg vil nu hellige mig mine egen børn, og give dem en fridag i ny og næ, når de trænger til en pause fra den lange skoledag.

Good boy, good girl. Good dog!

carl-emil-falbe-hansenBlogindlæg af Carl Emil Falbe Hansen,  folkeskolelærer og tidligere journalist

Good boy, good girl. Good dog!

Der er meget, Danmark kan lære af New Zealand. Vi kan blandt andet lære, hvordan man IKKE skal behandle og undervise børn.

I New Zealand sad min kone og jeg ofte på en bænk på offentlige legepladser, mens vores to ældste døtre, der dengang var tre og fem år, legede. Det var første halvår af 1999. I seks måneder rejste vi rundt i New Zealand. Jeg havde børnepasningsorlov fra mit journalistjob på Ritzau og skrev en del artikler for forskellige blade – blandt andet Folkeskolen. Ellers nød vi bare livet.

Men vi lærte også utroligt meget. Også af at sidde på legepladserne og iagttage de newzealandske børn og især deres forældre. Igen og igen hørte vi ordene ”good girl” eller ”good boy”. De fleste forældre fulgte deres børns leg meget intenst og overdængede deres børn med instrukser og ordrer. Når børnene gjorde, som forældrene sagde, kom belønningen straks i form at et anerkendende ”good boy” eller ”good girl”.

Det slog os, hvor meget mange forældres kommunikation med deres børn lignede den måde, de talte til deres hunde. Hundene fik også et ”good dog”, hver gang de lystrede. Hvis hunden eller børnene derimod ikke parerede ordrer, så var det helt normalt og legalt at foretage en offentlig afstraffelse, enten verbalt eller fysisk.

Vi vidste godt i forvejen, at der var forskel på dansk og britisk børnesyn, men vi havde ikke ventet, at New Zealand var SÅ ”britisk”. I løbet af vores seks måneder i New Zealand blev det mere og mere tydeligt for os, at den skandinaviske måde at se på børn og behandle børn på er afgørende anderledes end i en britisk domineret kultur. Kort beskrevet bliver børn stadigvæk ikke betragtet som ligeværdige mennesker i den britiske verden, og mig bekendt er der ikke sket nogen større udvikling på den front siden 1999.

Børneopdragelse – og desværre også undervisning – handler fundamentalt om at få børn til at udføre de ordrer, som de voksne giver dem. Til det formål bliver der brugt en række former for manipulations-, belønnings- og straffemetoder, som minder skræmmende meget om hundedressur, vel at mærke gammeldags hundedressur.
I Skandinavien er der siden Anden Verdenskrig sket en revolution i det generelle børnesyn, som desværre ikke er sket i den britiske kultur eller for den sags skyld noget andet sted i verden.
Selv om New Zealand har næsten samme indbyggertal og godt kan sammenlignes med Danmark på en del punkter, så er der væsentlige forskelle – især når det handler om børn, børneopdragelse og pædagogik. For at forstå John Hatties ”Synlig Læring”, som i høj grad er inspirationskilde til folkeskolereformen, er det derfor helt afgørende, at vi kender lidt til den kontekst, som hans idéer er udsprunget af.

En uge i april 1999 fulgte jeg en 7. klasse i New Brighton School i Christchurch på New Zealands Sydø. Det var en deprimerende oplevelse. Selv om skolelederen på forhånd fortalte mig, at skolen var en af de mest progressive i hele landet, og at den klasselærer, jeg skulle følge, var usædvanlig dygtig, så var min konklusion bagefter entydig: Den newzealandske undervisningspædagogik hviler tungt på et traditionelt, undertrykkende britisk børnesyn.
Noget af det mest deprimerende var at opleve, hvordan enkelte begavede elevers forsøg på at komme med forsigtige kritiske bemærkninger til undervisningen blev tromlet ned af læreren. Men det allerværste var alle de mange triste og apatiske børneøjne, som vidnede om et skolesystem, der systematisk drænede børnene for selvværd og selvtillid, fordi den overdrevne fokusering på test, evaluering og dokumentering gav børnene er konstant følelse af, at de ikke var gode nok. Og hvis nogen tror, at det skaber fagligt dygtige børn, så tager man i den grad fejl.

Inspireret af folkeskolereformen er der desværre ved at brede sig et underligt mantra i danske folkeskoler, der går på, at børn skal ”stå på tæer”, for at blive ”så dygtige de kan”. Som om anspændte, pressede børn lærer mere!? De allerstærkeste kan måske godt klare det, men langt de fleste børn har brug for en skole, hvor de kan være sig selv, slappe af, være trygge og få lov til at fokusere på og glæde sig over det, de rent faktisk lærer i skolen. Det skaber motivation og progression, men det var bestemt ikke det, jeg oplevede i John Hatties New Zealand.
Begrebet ”Undervisningens samtale” eksisterede og eksisterer stadig ikke i New Zealand. Alle meninger og svar, der ikke var i overensstemmelse med regeringens facitliste, blev mødt med et rungende ”WRONG” fra læreren.
Læreren var nødt til at agere på den måde, forklarede hun mig, for hun vidste aldrig, hvornår der kom uventet kontrolbesøg fra ministeriet, hvor det blev tjekket, om eleverne nu havde ”lært” præcis det, de skulle – og ikke alt muligt andet.

Jeg følte dengang, at jeg selv lærte noget uhyre værdifuldt: Hvordan man ikke skal undervise, og hvor langt vi er kommet i Skandinavien. I mit stille sind tænkte jeg, at de britiske lande vel før eller siden langsomt ville begynde at orientere sig mod Skandinavien, sådan som det rent faktisk er sket med for eksempel Tyskland og Østrig, som gennem snart mange årtier har ladet sig inspirere af en skandinavisk tankegang.
Jeg havde ikke i mit værste mareridt forestillet mig, at danske politikere og danske skolefolk på noget tidspunkt i alvor kunne finde på at mene, at Danmark skulle lære af New Zealand. Men det er netop det mareridt, der er udfolder sig i al sin gru lige netop nu.

Målstyret undervisning, som den er beskrevet af newzealænderen John Hattie i bogen ”Synlig Læring”, bygger umiskendeligt på et britisk børnesyn og et britisk læringssyn. Det er i hovedtræk en lærebog i hvilke former for manipulation, der virker bedst. Det handler om at få børnene til at gøre og ”lære” det, som læreren eller ministeriet har defineret på forhånd. Hverken mere eller mindre.
Når Hattie fortæller, at han kun interesserer sig for undervisningens synlige ”impact” på børnene, så taler han i virkeligheden om, i hvor høj grad børnene gør præcis, hvad de får besked på. For det er nemlig kun det, han kan se. Det vigtigste – børnenes personlige, sociale og intellektuelle udvikling – foregår i høj grad gennem ubevidste processer i underbevidstheden og kan naturligvis ikke måles konkret eller umiddelbart iagttages. Det ved vi heldigvis i Danmark – eller gør vi?
Det er også tydeligt, at læringsmålstyret undervisning og New Public Management er nært beslægtede. Begge dele bygger på en tro på, at mennesker yder mere, hvis man ved hjælp af målstyring, kontrol, kontrakter og evaluering skaber en følelse af, at man aldrig gør tingene godt nok, og aldrig er god nok. I Danmark bruger mange skoler udtrykket, at ”eleverne skal stå på tæer for at blive så dygtige som de kan”. Det lyder hverken sundt eller rart. De newzealandske statistikker kan da også fortælle en uhyggelig historie om et voldsom stigning i psykiatriske diagnoser blandt børn og unge efter indførelsen af den syge evalueringskultur i skolerne.

I Danmark er Hatties tanker blevet markedsført af hans elev, briten James Nottingham, som har rejst landet rundt og holdt foredrag for stort set samtlige danske lærere. Ofte har han indledt sit foredrag med, at tilhørerne skulle udføre en opgave. Til sidst blev løsningerne tjekket. Opgaven gik ud på at lave en tegning, der opfyldte en række præcise krav. Kun hvis alle krav var overholdt helt nøjagtigt, var opgaven løst rigtigt. Tankevækkende!
Det forekom mig bagefter, at de fleste af mine kolleger var ret betagede af Nottinghams optræden. Retfærdighedsvis skal det da også siges, at han er en glimrende standupkomiker. Og når man er godt underholdt, så ryger den kritiske sans desværre nemt.

Ifølge Nottingham kan man vurdere, om undervisningen er god, hvis eleven på et hvilket som helst tidspunkt uden tøven kan fortælle: ”Lige før gjorde jeg det, nu gør jeg det, og bagefter skal jeg i gang med det”. Væk med tvivl, væk med refleksion, væk med undren, væk med eftertanke, væk med spørgsmål, væk med samtale. Jo mere eleven kan agere som en robot, jo bedre.
Pædagogikken og didaktikken i Den Danske Folkeskole har en afgørende betydning for det danske samfund. Den udgør et fundament for det danske demokrati og Danmarks velstand. Danmark lever af intelligens, kreativitet og innovation, og det skal vi blive ved med.

Når det gælder innovation, højteknologi og økonomisk vækst har Danmark i anden halvdel af det 20. århundrede markant udkonkurreret New Zealand og i øvrigt stort set hele verden. Det skyldes først og fremmest en dansk folkeskole, der har skabt intelligente, kreative, innovative og samarbejdende mennesker med mentalt og socialt overskud.

Nogle få politikere og nogle få skolefolk mener åbenbart, at Danmark lever af gode pisa-test-resultater. De er tilsyneladende dybt fascinerede af en britisk, gammeldags, autoritær pædagogik, hvor de elever, der er klogere end lærerne, bliver tromlet ned og forlader skolen uden tro på sig selv – apatiske og knækkede. Sådan som jeg oplevede det i New Zealand.

Der står uendeligt meget på spil lige nu, og der er i den grad brug for, at alle de, der stadig tænker selv, også har modet til at tage kampen op. Det glæder både politikere, lærere (især tillidsfolk), forældre, elever og ikke mindst skolelederne, som desværre – ind til videre – har været forbavsende passive.

Denne her kamp skal vindes, og det haster, for lige nu er den danske folkeskole ved at blive ødelagt.
Carl Emil Falbe Hansen.

PS: Mine oplevelser i de newzealandske klasselokaler kan man i øvrigt få et nærmere indtryk af i to artikler, som stadig ligger på Folkeskolens hjemmeside.

82 procent! Det er mange – og vi bør lytte til dem!

Børn Folkeskoleforældre82 procent af eleverne i folkeskolen synes, at skoledagene er alt for lange. Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport fra SFI fra foråret 2016. Det er næsten en fordobling i forhold til 2014. En fordobling, som vi voksne er nødt til at tage alvorligt og handle på!

Det mener foreningen Folkeskoleforældre, der har over 1.700 medlemmer og som længe har arbejdet for en afkortning af skoledagen for danske børn, som har flere undervisningstimer end børn i andre lande på OECD’s liste over undervisningstid.
Mig bekendt er der stadig ikke forskning, der dokumenterer, at de lange skoledage virker. Og når 82% af eleverne mener, at skoledagen er ’alt for lang’ eller ’for lang’, bliver vi som voksne nødt til at reagere og ændre situationen. Politikerne skal enten skære i skoledagenes længde eller give skolerne mulighed for selv at finde et timeantal, der giver mening,” mener Folkeskoleforældres formand Cecilia Lucia Fava.

I Folkeskoleforældre er der dagligt henvendelser fra forældre til børn, der har det meget svært med de lange skoledage og som fx har stressymptomer, dropper fritidsinteresser, elitesport eller samvær med vennerne og tiden i den SFO, som de før elskede at komme i – en tendens, som BUPL i øvrigt kan nikke genkendende til særligt ifht. udsatte børn.
I jagten på at ’blive så dygtig, man kan’, har vi tilsyneladende glemt, at man også lærer en masse i sin fritid. Det er en skam,” mener Cecilia Lucia Fava.

Omlægning af timer er en brugbar løsning
Folkeskoleforældre har tidligere appelleret til, at kommuner og skolebestyrelserne benytter §16b og omlægger understøttende timer til to-voksentimer. En løsning, som Undervisningsministeren også peger på, men som i praksis kan være svær at gennemføre. Det bør dog ikke afholde skolerne fra at gøre det, mener Cecilia Lucia Fava.
Ved at omlægge understøttende undervisning til to-voksentimer slår man to fluer med ét smæk: skoleugen kan afkortes med op til 5-6 lektioner samtidig med at der kan komme mere kvalitet ind i skoledagen, fordi flere lærere og pædagoger på samme tid i undervisningen bedre kan hjælpe eleverne eller man kan holdopdele undervisningen,” forklarer Cecilia Lucia Fava.

Vi skal tage børnenes oplevelse seriøst!
Både Danske Skoleelever, skolebestyrelsesforeningen Skole og Forældre, Skolelederforeningen mener dog, at elevernes stigende oplevelse af en længere skoledag blot hænger sammen med, at skoledagen endnu ikke er varieret nok – sådan som det var intentionen med skolereformen.

Ifølge Cecilia Lucia Fava er det dog langt fra et argument, der kan bruges til at negligere elevernes oplevelse af, at skoledagene faktisk ER for lange.
Vi skal ikke slå elevernes oplevelse af en for lang skoledag hen med, at dagen blot skal indeholde mere bevægelse eller variation. For det første er der ingen forskning, der dokumenterer, at de lange skoledage virker. For det andet følger økonomien jo ikke med til fx ekskursioner og forberedelsestid til de mange flere lektioner, så hvor skal det ”spændende og anderledes” komme fra?” spørger Cecilia Lucia Fava.

For ydereligere info kontakt Folkeskoleforældres formand, Cecilia Lucia Fava: mail: cecilia.lucia.fava@folkeskoleforaeldre.dk — tlf: 26290056

 

Kilder:

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE3416141/8-ud-af-10-elever-synes-at-deres-skoledage-er-alt-for-lange/

http://www.ugebreveta4.dk/udsatte-boern-forsvinder-fra-fritidsinstitutioner-eft_20617.aspx

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE3416182/elev-det-er-bare-en-laaaaaaaaang-dag/

http://politiken.dk/indland/danmark620px/ECE3416305/pyyyyh-se-skoleskemaet-for-4a/

http://www.folkeskolen.dk/568845/danske-elever-har-verdensrekord-i-skoletimer

http://folkeskoleforaeldre.dk/hvor-meget-kan-skoledagen-afkortes/

 

 

Synlig ked af det

Illustration: Maud Margrethe Pedersen
Illustration: Maud Margrethe Pedersen

“Det er kedeligt at lave opgaver i skolen, jeg laver det hele tiden forkert og ligger ikke på øverste trin på stigen.”
Vi er to måneder inde i et tiårigt skoleforløb, og allerede nu er motivationen ved at smutte for seksårige Maia.

Hun har i den seneste tid flere gange fortalt sine forældre, at det der med at lave opgaver er kedeligt. Endelig har forældrene fået en forklaring. Der er tilsyneladende opstillet synlige mål i klassen for deres indlæring af bogstaverne. Maia ligger åbenbart i midtergruppen, hun fortæller, at to af de andre i klassen ligger nederst. Den ene af dem er hendes sidemand, den anden er hendes veninde. Hun synes det er synd for hendes veninde, mens hun er lettere irriteret på sin sidemand.

Det sidste har ført til flere uheldige episoder, hvor Maia både har slået og kaldt sidemanden grimme ting. Når man spørger Maia, hvorfor hun har slået og sagt grimme ting, fortæller hun, at det er fordi sidemanden hele tiden beder hende om at bladre tilbage i hendes bog, så han kan kigge efter. Dette irriterer Maia, ikke fordi han ikke må kigge efter, men fordi så når hun jo ikke at lave sine opgaver.

Undersøgelser viser, at kun de dygtige bliver motiveret af at vide, hvor de placerer sig fagligt. For børn med faglige vanskeligheder, virker det direkte demotiverende hele tiden at vide, at man ligger længst nede på trappestigen, yderst i cirklen, som bagerste ballon, eller hvad det nu er for et billede man bruger.
For Maia har introduktionen til ‘synlig læring’ allerede i børnehaveklassen betydet et heftigt fald i motivation for skole og skoleopgaver. Hun er endda begyndt at efterspørge ferie.

I forhold til det sociale, så er Maia allerede nu ude i ‘konkurrence’ med sine kammerater. Ikke en venlig konkurrence, hvor man løfter i fællesskab og hjælper hinanden. Men en konkurrence, hvor seksårige sidemænd allerede er begyndt at kigge efter og føle sig usikre på deres egne evner. Og en konkurrence, hvor de dygtigere ikke har overskud til at hjælpe, af frygt for selv at sakke bagud.

I folkeskolelovens § 1. Stk. 2. står der:

“Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.”

Dét vil vi i Folkeskoleforældre opfordre skolerne til at efterleve. Og det gøres helt tydeligt ikke gennem en ‘synlig læring’, hvor elever fokuserer på egen placering i klassens faglige hieraki.

Opråb til de danske forældre

Opråb til de danske forældrerikke-joergensen

Blogindlæg af Rikke Jørgensen, Næstformand i Brøndby Lærerforening

Det er desværre ikke lykkedes mig eller os i DLF, at forklare politikere og forældre, hvorfor vi reagerer på målstyring og nationale test som vi gør.
Vi har forsøgt at forklare det med udgangspunkt i os selv, men det er blevet tolket som klynkeri. Derfor vil jeg nu forsøge, at tale til alle forældrene i Danmark, ud fra barnets vinkel, for det er ikke klynkeri, det er et faresignal jeg hejser.

Jeg er ikke nogen klynker, jeg er lærer og jeg ved faktisk noget om børn og deres kognitive udvikling, i praksis.

Hvad ville du gøre, hvis du vidste at børn i 6 – 12 års alderen er i en fase, hvor de skal lære at tænke logisk og reversibelt, hvilket betyder, at de skal have et konkret eksempel foran sig, for at kunne vende tankeprocessen?

Politikerne mener, at vi skal stikke dem et selvevalueringsskema, den nationale trivselsmåling.

Helt konkret betyder det, at hvis jeg er 8 år og skal besvare spørgsmålene i trivselsmålingen og lige har fået kage, så er alt godt, målingen viser, at jeg er i trivsel.
Men hvis jeg lige har været i konflikt med min bedste kammerat, så er alt skidt og målingen viser derfor, at jeg er i kraftig mistrivsel.

Politikernes svar er også at opsætte et hav af videns- og færdighedsmål, op mod 70 mål til et forløb i dansk, hvis jeg skal medtage alt det jeg faktisk gør med mine elever.
Det betyder i praksis, at lærerens forklaring om videns- og færdighedsmål er noget jeg kan gentage, som elev, men noget jeg endnu ikke begriber.
Jeg vil (som elev) bare gerne vide hvorfor jeg skal det her – helt konkret. Og jeg vil bare gerne have en lærer og en ramme jeg er tryg i, for så vil jeg rigtig gerne lære.

Bagefter skal vi så teste elevernes kunnen ved hjælp af Nationale test i fx læsning.

I 2.klasse, i dansk bliver de bedt om at give følgende tekst en overskrift:

“Istanbul har en betragtelig befolkning af kurdere, der stammer fra det sydøstlige Tyrkiet. De anerkendes ikke officielt som minoritet, og man indsamler ikke data om, hvor mange de er.

Giv teksten en overskrift.”

I praksis betyder det, at der nok kun er 17 ord jeg kender og hvis jeg kan stave til flere begriber jeg ikke indholdet – endnu.
Hvad ville du gøre?

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at elever først i 11 års alderen og gradvist resten af livet lærer at tænke abstrakt og teoretisk?
Og hvad ville du gøre, hvis du vidste, at lysten til at lære og blive ved med at lære hænger sammen med følelsen af at blive anerkendt og at man lykkes med det man laver?

Politikernes svar er videns- og færdighedsmål og Nationale test, som kun ca. 10 % af eleverne er i stand til at leve op til og et hav af mål, som også kun de 10 % kan leve op til, når det kommer til stykket.

Ville du bare se til, uden at sige eller gøre noget?
Jeg vil ikke, men det betyder, at jeg er nødt til at stille mig imellem politikerne og barnet.

Fuldstændig som når jeg går imellem i en konflikt i skolegården, hvor en stor elev er ved at tvære en lille elev ud og det ved jeg ikke hvor længe jeg faktisk holder til – det kræver sit mod at gå imellem, når styrkeforholdet er som det er.

Jeg ved, at elever skal have konkrete mål for, hvorfor vi gør som vi gør og jeg ved, at det er min relation til eleverne der er den afgørende faktor, når de skal lære noget.
Jeg ved, at de elever der hele tiden føler, at de ikke kan leve op til målene, mister interessen, kommer i modstand eller bare bliver væk fra skolen – det værste er næsten, at jeg ved, at selv de dygtige og højt intelligente elever også går fra en sådan test med følelsen af at være utilstrækkelige.

Ville du bare holde mund og klappe hælene sammen, fordi du har fået en ordre oppefra?

Jeg ved, at når der er 28 elever i en klasse, kan jeg ikke nå dem alle, lige meget hvor mange mål og test jeg anvender – er det dit barn jeg ikke skal nå?

Og jeg ved, at mål og test, der tilgodeser de 10 bedste % af eleverne demotiverer de 100 % fordi de, trods deres kognitive udviklingsniveau, meget hurtigt fanger, at de ikke kan svare på de spørgsmål de bliver stillet – for sådan er testen skruet sammen, spørgsmålene bliver sværere og sværere, de leder efter grænsen for hvad du kan.
Du får aldrig belønningen – i hvert fald ikke i selv situationen og det er selve situationen, der er afgørende for om du har mod på at gøre det igen.

Jeg gør hvad jeg bliver bedt om, for jeg er voksen og kan sagtens begribe, hvad det betyder at være ansat i en politisk ledet organisation, men jeg bruger heldigvis stadig min sunde fornuft.
Derfor bruger jeg stadig en pædagogisk/psykologisk test, der giver mig indblik i, at det lige præcis er nutids-r der driller, og en læseprøve, der fortæller mig konkret, hvilke tekster og læsestrategier der udfordrer og planlægger med få tydelige mål, så eleverne er i en proces, hvor det er ok at fejle.

Men det er ikke målstyring, som kan måles og vejes. Det er målstyring i en proces der tager tid og hvor der også nogen gange er noget der kræver tid uden mål – der hvor vi gribes af noget og forfølger det.

Her går jeg så ind og skriver målene ind bagefter, for det skal jeg jo. Og jeg udfører den Nationale test, for det skal jeg jo.
Jeg tager den nationale test selv om, at det eneste jeg reelt får at vide, som lærer, om læsning er, om barnet er fremragende, rigtig god, god, jævn, mangelfuld eller utilstrækkelig inden for områderne sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse.

Nu har jeg ærligt fortalt, hvordan jeg, med min faglige viden er nødt til at omgås reglerne for at beskytte de børn det går ud over, hvornår tør politikerne på Borgen og i KL ærligt gå ud og fortælle, at det her ikke er for dit barns skyld, men for effektivitetens skyld – dit barn er blot en møtrik i det store maskineri og det kan kun gå for langsomt med at få dem ud i maskineriet.

Hold op med at kalde mig klynker, tag ansvar og fortæl ærligt, hvad jeres mål med det her er!

Jeg har ikke patienter der overmedicineres eller dør på gangene, men jeg har elever, der følelsesmæssigt kommer voldsomt til skade, lige nu, i jagten på det effektive samfund, hvor enhver skal blive så dygtige som de kan.
Ikke fordi det udvikler dig som menneske, ikke for fællesskabets skyld, ikke fordi samfundet ønsker at opdrage dig til et menneske der forstår at videreføre vores kulturelle arv, hvor formålet rent faktisk er åndsfrihed, ligeværd og demokrati, men fordi du skal hurtigt ud og betale din skat.
Barnet har ikke længere værdi i sig selv, det har en værdi på sigt, hvis det kommer godt ud på arbejdsmarkedet – ellers er det sådan set bare en belastning.

Det er den virkelighed jeg står i, hver dag.

Derfor går jeg imellem og beskytter dit barn, men det har også sin begrænsning, for hvor længe holder man til at stå i skudlinjen uden at blive set på, som andet end en klynker?

Derfor lover jeg, at jeg bliver stående og at jeg bliver ved med at råbe op, om ikke andet så indtil jeg bliver fyret eller selv bukker under og langtidssygemeldt.

Afslutningsvis vil jeg pege på noget, som mål og test aldrig vil kunne dæmme op for, men som koster samfundet dyrt, hvis vi tilsidesætter det, der ikke kan måles og vejes.
Jeg blev her i sommerferien kontaktet af en tidligere elev, der i 9.klasse var full blown hooligan. Han var med til at smadre Ålborg stadion, for år tilbage – han kontaktede mig på Facebook og skrev tak for alt du har lært mig – jeg går på tekniske gymnasium nu og vil bare sige tak!

Jeg kan love jer, at det ikke var mål og test der fik ham på rette kurs – det var min relation til ham, i et forpligtende samarbejde, hvor vi selvfølgelig havde mål med det vi gjorde – nemlig at bryde den negative spiral igennem faglig dannelse og det lykkedes heldigvis, men det fandt jeg først ud af flere år efter.

Så jeg følger reglerne, men heldigvis bruger jeg stadig min sunde fornuft!

 

Rikke Jørgensen
Næstformand, Brøndby lærerforening

“Øv mor, jeg nåede slet ikke at lege i dag”

Indlæg af bestyrelsesmedlem i Folkeskoleforældre, Charlotte Birk Bruun

“Øv mor, jeg nåede slet ikke at lege i dag”. Sådan har min 6-årige Astas mødt mig hver dag de seneste par uger. Hun er som tusindvis af andre fem til seksårige startet i børnehaveklasse. Umiddelbart er hun glad nok for at være startet. Hun er afgjort klar til at kaste sig ud i talforståelse og i læsningens mysterier. Det hun tydeligvis ikke er klar til, er seks timer af det hver dag. Hver dag brokker hun sig over, at hun ikke har nået at lege. Tilsyneladende er hendes halvanden time i SFO, det eneste hun oplever som leg.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at børnehaveklasselederen sørger for en afvekslende skoledag, med en masse legende aktiviteter. Ligeledes er jeg ikke i tvivl om, at skolepædagogen gør sit bedste for at få UU-timerne, og lektiecafé’en til at være meningsfulde og rare. Asta efterspørger dog noget andet, hun ønsker tid til at lege de lege hun synes giver mening, sammen med de børn, som hun klikker med. Tid bliver taget fra hende, og det man kan stille spørgsmålstegn ved, er hvad hun får i stedet.

Hvad er det, som børn på seks år lærer i tidsrummet fra tolv til fjorten, som de ikke når at lære fra otte til tolv? Bliver de reelt dygtigere, eller stjæler vi blot af deres sparsomme barndom? I forvejen er danske børn, nogle af de mest institutionaliserede i verden, hvordan forsvarer vi at fastholde seksårige i en undervisningssituation seks timer dagligt?

Med stor overraskelse er jeg samtidig vidne til, at dem der burde tale min datters sag. Foreninger, som skolebestyrelsernes Skole&Forældre, pædagogernes BUPL og klubbernes Ungdomsringen, går ud og taler imod en forkortelse af min datters skoledag. De kommer med fortællinger om, at det går ud over de udsatte børn, og at normeringerne i SFO’en falder. Og så er det jeg tænker, var det ikke en ide, at vi forkortede skoledagen og lod fritidspædagogerne følger med over i fritiden igen.

Er det pædagogisk forsvarligt, at give seksårige en seks timers lang skoledag? Socialdemokratiets skoleordfører Annette Lind er på Folkeskolen.dk, meget bekymret over, om det nu er pædagogisk forsvarligt at forkorte børnenes skoledag, ved at konvertere den understøttende undervisning til tolærerordning. Hendes bekymring går på, om skolerne husker at tilføre SFO’en flere ressourcer, når nu børnene skal være der i flere timer, eller om normeringerne falder. Samme bekymring har hun åbenbart ikke, når det gælder normeringen i skolen, hvor der mange steder er én voksen til 50 børn.

Løsningen ligger ligefor: Drop ideen om den lange skoledag, og giv alle børn mulighed for mere tid til leg og fritidstilbud.

Statssanktioneret mobning: Man gør børn fortræd

Alle taler om mobning, og der er gode intentioner. Men hvis lærere, pædagoger og AKT-ansatte får metoder stukket i hånden, som er anbefalet af DR, DCUM, Trygfonden og Undervisningsministeriet, som forstærker og skaber mobning, hvor er vi så henne?
Illustration: Maud Margrethe Pedersen
Illustration: Maud Margrethe Pedersen

På folkeskolen.dk var der 24/8 et indlæg om adjunkt Stine Kaplan Jørgensens ph.d, »Mobning og interventioner – positioneringsanalyser af gruppesamtaler med børn« som blandt andet afdækkede, hvordan forskellige metoder til håndtering af mobning rent faktisk kunne forstærke og forværre mobningen.

Det var trist læsning. For på trods af gode intentioner blev mobningen ikke bragt til ophør, men ligefrem forstærket. Så kan man tænke – hvor stammer alle disse metoder fra?

Vi har fået et tip!

I 2006 blev der i en storstilet mobbekampagne ”Attention mod mobning” i samarbejde med DR, DCUM, Trygfonden og Undervisningsministeriet udgivet en metodehåndbog til forebyggelse og håndtering af mobning. Den hed ”Er du med mod mobning? – 42 veje til bedre trivsel”. Flot produceret. Overskuelig. Med masser af metoder og inspiration. Eksempler på tilgange i metodehåndbogen er ”Den Gode Stol” og ”Ønskerunden” – eksempler som af Stine Kaplan Jørgensen er tilgange, som der er stor risiko for kan forstærke mobning.

Vi må derfor formode, at en landsdækkende storstilet kampagne med udgivelse af metodehåndbog som er sendt ud til alle skoler har medført, at lærere, pædagoger og AKT-medarbejdere mange steder har taget værktøjerne i anvendelse.

På trods af de bedste intentioner, har forskellige tilgange som anført i metodehåndbogen, i værste fald forstærket mobning og ikke det modsatte. Der har faktisk også været kritik af eksempelvis ”Den Gode Stol” – i Unge Pædagoger 2013 nr. 1 ”Pædagogiske færdigretter. Spise? – Med hjem?” er der en kritisk analyse af tilgangen, som afdækker nogle af de problematikker, som Stine Kaplan Jørgensen har afdækket.

Det er en ulykkelig situation for danske skoleelever. Et barn som har været udsat for mobning præges resten af livet, og det har store menneskelige omkostninger. At skolen med sin tilgang ligefrem forstærker mobningen kan vi ikke være bekendt.

Derfor, kære lærere, pædagoger, AKT-ansatte, skoleledere, politikere og rådgivere:

  • Hvor var de kritiske refleksioner i forhold til hvilke tilgange som blev anbefalet?
  • Har man fulgt op på konsekvenser af de forskellige tiltag?
  • Er det ikke tid til refleksion i forhold til, at skolen anvender metoder, tilgange og værktøjer uden først at vurdere dem med kritiske øjne?
  • Kommer der en undskyldning fra de ansvarlige, som har sanktioneret tilgangene?
  • Hvem sørger for at advare alle ansatte i folkeskolen om, at værktøjerne kan være skadelige?
  • Hvem sørger for, at alle ansatte holder op med at anvende tilgange, som der er risiko for forstærker mobning?

Det er samtidig vores indtryk, at nyere dansk forskning, som har høstet international anerkendelse, eXbus, ikke i tilstrækkelig grad er kommet skolerne til gavn. Hvordan sikrer vi, at skolerne får indblik i forskning af høj kvalitet?

Der skal handles straks på baggrund af den opnåede viden!

Kilder:

http://www.folkeskolen.dk/592029/naar-tiltag-mod-mobning-virker-modsat

http://laeringsuniverset.frederiksberg.dk/sites/laeringsuniverset/files/metodehaandbog.pdf

http://dcum.dk/dcum/attention-mobning

http://www.u-p.dk/default.asp?product=275

http://exbus.dk/

 

Fritiden er ikke lektiefri efter skolereformen

I Folkeskoleforældre får vi næsten dagligt meldinger fra forældre, der undrer sig over, at deres børn efter en skoleuge på 35 timer med obligatorisk indlagt lektietid stadig har lektier for hjemme. Nogle endda flere timer dagligt. Mange forældre har haft en forestilling om, at skolen efter reformen skulle betyde, at der ikke længere skulle laves lektier hjemme. For det var bl.a. sådan det lød fra mange politikere inden reformen.

Der har i lovgivningen omkring reformen dog aldrig indgået, at fritiden skulle blive lektiefri med reformen, hvilket Folkeskoleforældre har gjort opmærksom på fra dag ét.

Lektier Før-og-efter-lovgivningen
Den 2. juli 2015 ændrede undervisningsminister Ellen Trane Nørby loven, så lektiehjælp og faglig fordybelse nu er obligatorisk.

I den gældende paragraf om lektiehjælp og faglig fordybelse i folkeskoleloven lyder det:

§ 15, stk. 2: Der skal etableres lektiehjælp og faglig fordybelse inden for undervisningstiden.”
Dermed er det ikke længere frivilligt for eleverne at deltage i lektiehjælp og faglig fordybelse. Det betyder også, at der ikke længere er organisatoriske krav til omfang (antal timer) og placering af tilbud (at det skal ligge som en særskilt blok om eftermiddagen i ydertimerne).

Endvidere lyder det fra Undervisningsministeriet, at:
”Hvis eleverne som led i undervisningen får lektier eller hjemmeopgaver, har skolen pligt til at give eleverne mulighed for at få hjælp dertil, for eksempel ved en grundig instruktion eller ved at give mulighed for at udføre hjemmearbejdet på skolen med støtte fra en kvalificeret voksen. (…)
Det er ikke et lovmæssigt krav, at eleverne når at færdiggøre lektierne på skolen, men såfremt der gives hjemmearbejde, er det hensigten, at eleverne efter lektiehjælpen skal kunne løse lektierne hjemme uden hjælp fra en voksen.”

Organiseringen af lektietiden bestemmes lokalt

I et svar til Folkeskoleforældre fra UVM om netop lektiehjælp lyder det, at der efter indførelsen af den obligatoriske lektietid i skolen ikke længere er krav til, hvordan den enkelte skole organiserer lektiehjælpen. Det er skolen, der fastsætter, hvor meget tid, der skal afsættes til lektiehjælp og faglig fordybelse, og om den indgår som en del af understøttende undervisning eller de faglige timer.
”Der er imidlertid intet til hinder for, at kommunen, skolebestyrelsen og skolelederen opstiller rammer og principper for, hvordan tiden til lektiehjælp og faglig fordybelse generelt skal gribes an i kommunen eller på den lokale skole”, lyder det fra UVM.

Dvs. at der på den enkelte skole godt kan fastsættes principper for, at fx skolens yngste elever som udgangspunkt ikke skal lave lektier hjemme. Eller lignende. Udarbejdelse af principper ligger i skolebestyrelsen, så på dette område er det altså dem, der må på banen…

Hvad kan I gøre, hvis lektierne fylder for meget efter skole?

Som udgangspunkt mener vi i Folkeskoleforældre, at vi overfor vores børn bør bakke den lokale skoles/lærers beslutninger op. MEN… vi hører også fra mange forældre, at deres børn ganske enkelt er for overbebyrdede med en skoleuge på 35 timer og efterfølgende mange timers daglige lektier der hjemme. I de situationer mener vi, at vi som forældre må lytte til vores børn og hjælpe dem til at få en passende balance mellem skole og fritid.

Første skridt kunne fx være at gå i en konstruktiv dialog med klassens lærere om omfanget af hjemmelektier og mulighed for hjælp på skolen. UVM skriver fx, at ”Da lektiehjælp og faglig fordybelse er en del af undervisningen i folkeskolen, skal underviseren sørge for at planlægge og tilrettelægge tiden hertil, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger og på en måde, så alle elever udfordres, jf. Folkeskolelovens §18, stk.1 og 2.”
Har lærerene ikke forberedlesestid til det, så er det skolelederen, I skal rette henvendelse til.

Måske kunne man også høre klassens øvrige forældre ad, om hvordan de oplever lektiebyrden og muligheden for hjælp på skolen og sammen tale med/forsøge at påvirke skolebestyrelse og skoleledelse til at vedtage rimelige principper for lektier og lektiehjælp.

Endelig, har vi jo som forældre altid muligheden for at sige fra på vores børns vegne. Fx ved at sige til vores barn og dets lærere, at der pga. en i forvejen lang skoleuge ikke skal bruges mere end et bestemt antal timer på lektier i hjemmet… Vi er som forening ærgerlige over at forældre kan være tvunget til den (nød)løsning, fordi den løsning kan sætte barnet i et ærgerligt dilemma mellem skole og hjem.
Men som loven er nu, kan det desværre være nogle familiers eneste løsning.

Vi appellerer dog fortsat til, at politikerne i stedet gør skoledagen kortere og lektiecaféer/lektiehjælp igen gøres frivillig!
En midlertidig mulighed, som vi også tidligere har peget på, er desuden at omlægge understøttende undervisninge til to-voksentimer.

Kilder:

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=182008
http://www.emu.dk/sites/default/files/UVM%20Lektiehjaelp.pdf
http://www.emu.dk/modul/lektiehj%C3%A6lp-og-faglig-fordybelse-1
http://www.emu.dk/modul/hvad-siger-lovgivningen

Curlingforældrene har fat i den lange ende!

Illustration: Maud Margrethe Pedersen
Illustration: Maud Margrethe Pedersen

Debatindlæg og illustration af Maud Margrethe Pedersen,
medlem af Folkeskoleforældre.

Curlingforældrene har fat i den lange ende!

Endelig er det blevet tydeligt for mig, hvordan curlingforældrene hele tiden har trukket det tunge læs. Og tak for det! De kæmper en brav kamp for at holde vores børn frem i forreste række. For at sætte børnene på dagsordenen. For at finde alle de steder, hvor systemerne kvæler barndommen og give den fuldt skrald med det modsatte. Jeg og en hel masse andre hoppede på den. Lærerne hoppede på den, skoletænkere hoppede på den, medierne hopper stadig på den.

Speltmødre og Tigermoms kæmper for deres afkom. De vil have at skolen skal tage særlige hensyn til deres unger. Helt særlige hensyn. Og helst hele tiden. Specialundervisning er udvidet fra at tælle et par børn med fagligt underskud, til at tælle samtlige diagnoser kongeriget har opsnappet. Inklusion betyder, at alle SKAL være der sammen. På den måde er alle børn blevet til noget særligt, uanset om de har en diagnose eller ej. Hvert barn er specielt, og skal have særlige forhold, tider eller skemaer.

Og så spørger jeg pludselig mig selv; hvad er der egentlig galt med at vores børn får de bedste vilkår hele tiden? Efter at have efterladt omsorg, tid og relationer i garderoben, på hylden med cykelhjelm og madpakke, går lærere og børn ind i skemaskolen. Hvad er der så tilbage til mit barn i den skole. Eller for de små i institutionerne?

Konkurrencesoldaterne er på vej. Vores børn er ikke børn med de særlige rettigheder, børn egentlig burde have. De har ingen værdi i sig selv. De er på vej gennem samfundsmaskinen for at blive spyttet ud i den anden ende, i målbare størrelser. Væk er mangfoldighed, glæde og uegennytte. Væk er barndommen.

Så tak til spelt og spejderliv for at holde fast i gamle dyder, selvom det i mange år var ukækt, nørdet eller selvoptaget. Lad det moderne modernisere moderniseringsstyrelsen og lad vores børn have en hverdag og en barndom fuld af tid til at være hundrede procent uegennyttige, dovne, legende, sjove og helt uden ansvar. Lad os sætte alle børn ind på førstepladsen.

Det første udefrakommende krav ethvert barn mærker er relationen. Det der udvikler alle børn (og voksne) er relationerne. Vi lærer intet uden en relation. Den Reformerte skole har fjernet relationerne og erstattet dem med søjlediagrammer. Søjlediagrammerne er designet i lukkede kontorer, uden relation til hverken skole eller virkelighed.

Og skulle nogen så få lyst til at hævde, at børn har godt af ansvar, eller af at lære at være en god ven, så er der ingenting der forhindrer dette. Tværtimod. Vi bliver mennesker ved at være sammen med mennesker. Vi bliver gode og omsorgsfulde mennesker ved at være sammen med gode og omsorgsfulde mennesker. Hvis vi husker, at vi er mennesker først, har historien vist os, at så bliver vi faktisk gode mennesker.

Den særlige danske model, med lighed, frihed og ansvar, kræver helt særlige voksne. Og dem har vi til fulde. Skolerne er fyldt med dem, hjemmene er fyldt med dem. De er blot blevet frataget den plads, de skulle udfolde sig på.

Nu hvor en samfundsbølge har oversvømmet alle de gode læresteder, tænkesteder og uddannelsessteder, bliver det meget tydeligt for mig, at vi må tage barndommen tilbage til vores børn, for ellers mister vi fremtiden.

Politiken havde egentlig takket ja til at bringe Mauds debatindlæg. Senere ombestemte de sig dog og mente, at hun modsiger sig selv i indlægget. Om det hænger sammen med, at hun bad om at få tilføjet en byline som “medlem af Folkeskoleforældre” eller de opdagede, at hun engang har arbejdet som lærer, står hen i det uvisse… Måske er det helt tilfældigt.

Debatindlæg, der ønskes optaget på Folkeskoleforaeldre.dk kan i øvrigt sendes til Kontakt@folkeskoleforaeldre.dk

Jeg bliver aldrig så dygtig som jeg kan

Vi har fået et brev fra en lærer i folkeskolen. Et brev, der bekymrer os som forældre. For det er ikke første gang, vi hører fra frustrerede lærere, der ikke har tilstrækkelig tid til at forberede undervisning.

Det er naturligvis meget bekymrende for den enkelte lærer. Men det er om muligt endnu mere bekymrende, hvis det faktisk er nedenstående, vores børn bliver mødt med i folkeskolen. Og hvis ledernes svar virkelig er, at sænke niveauet. For var det ikke meningen, at vores børn skulle blive dygtigere?
– Det er jo spild af vores børns tid!

Jeg bliver aldrig så dygtig som jeg kan

Jeg er ny lærer. Knoklede i fire år gennem glæde og frustration. Så kom dagen. Dagen hvor jeg fik det job, der nu skulle videreudvikle mig som lærer. Videreudvikle mig som person. Videreudvikle mig fagligt, socialt og professionelt. Jeg glædede mig sindssygt til, at jeg nu kunne fordybe mig i didaktiske og pædagogiske refleksioner. Gøre mig dygtigere og mere fortrolig med arbejdet. Lade det hele ende ud i spændende, anderledes og varierede undervisningsforløb til glæde og gavn for eleverne. Glædet mig til at udveksle ideer og lade mig inspirere af kompetente kollegaer til glæde og gavn for eleverne.

Nu, et kalenderår senere, ved jeg, at det ikke kommer til at ske. Det jeg glædede mig til, blev erstattet af et ræs mod bunden.

Jeg ved allerede nu, at jeg aldrig bliver så dygtig som jeg kan. Jeg har ganske enkelt hverken tid eller rum. Tiden på arbejdet er fyldt helt ud, uden ’huller’ til tanker. Men med konstante konfrontationer (lektioner og møder). Rummet er reduceret til et skrivebord.

Her skal jeg udvikle reform-læring/evaluering af læring/synlig læring/læringsmål… bla, bla, bla… Alt sammen skal indsættes digitalt i en læringsportal, som der heller ikke var tid til at lære grundigt inden brug. Dette arbejde gøres alene. På trods af, at vi skal arbejde sammen i teams. Men vi har ikke tid til at mødes. For vi skal undervise og tilbage for at lægge ting ind i portalen. Når tidsfrustrationen meddeles ledelsen, er standardbeskeden ”du må sænke dit ambitionsniveau”.
Jeg er løbet tør for niveauer.

Jeg har endnu til gode at udvikle et eneste grundigt gennembearbejdet undervisningsforløb. Jeg har endnu til gode at mærke, at jeg er blevet lærer.

På denne måde bliver jeg aldrig så dygtig som jeg kan. Det går ud over eleverne. Mon jeg er alene?

 

(Afsenderen af brevet ønsker at være anonym, men Folkeskoleforældre kender vedkommendes identitet.)

Tegning: Maud Margrethe Pedersen
Tegning: Maud Margrethe Pedersen

I begyndelsen var ordet

Blogindlæg af Maud Margrethe Pedersen

ibegyndelsenVarOrdet

Kære forældre;

IPads er ikke skolens nye vidundermiddel. På samme måde som skrivemaskinen aldrig var andet end et skriveredskab, på linje med en kuglepen.

Larm i klasserne er ikke udtryk for et problem. Det er et udtryk for aktivitet. Den stilhed som er blevet vor tids mantra, er i modstrid med alt der har med liv at gøre.

Ideen om den individuelle læring for hvert barn, er en skrøne. Et barn lærer intet alene, alle børn lærer ved at være sammen med og agere sammen med andre børn og voksne.

Disse Tre store fejlslutninger, er vi som forældre nødt til at revurdere.

Der er desværre også en del lærere og især ledere, der har slugt disse vilkår, som bolsjer.

Men vi snakker om holdkæftbolsjer!

Der er masser af gode ting at sige om iPads, jeg er selv ivrig forbruger. Det ændrer dog ikke ved, at den i undervisningen er malplaceret, som andet end øvelsesapparat. Et meget sjovt øvelsesapparat. Helt Sikkert sjovere end både skrivemaskinen og kuglepennen. Men den er og forbliver kun et øveredskab. Den kan ikke generere nogen form for relevant undervisningstilbud. Og den kan helt sikkert ikke erstatte rummet med andre mennesker, der ved hvad de taler om og som henvender sig personligt og nærværende til den enkelte og klassen som helhed.

Det bringer mig videre til herskende krav om stilhed. En iPad er god til at skabe stilhed. Den skaber ro og nedsætter al aktivitet, der retter sig ud ad. Vi kender det udmærket herhjemme. Der bliver en dejlig ro, når ungerne sætter sig med deres skærme. Men her skal vi lige tænke os godt om. Er dette billedet på den ro vi forventer i skolen? Hvis det er det, har vi simpelthen misforstået skolen fuldstændigt. Disse misforståelser hjælpes desværre godt på vej, af mange kloge menneskers ønsker om at få flere skærme ind i skolen. Disse kloge folk, påberåber sig især stilheden, som en værdifuld gevinst. De påberåber sig endvidere at hvert barn kan lære ”sit eget stof” i eget tempo, helt uden at skulle forholde sig til andre? Og især, at man så bedre kan MÅLE effekterne af barnets læring!

Alle tre nævnte fordele, er slet og ret noget sludder.

For det første er læring fejlagtigt fremstillet som en individuel proces!

For det andet er stilhed fremmed for al læring. Verden larmer. Og det der ikke larmer, er enten farligt eller dødt.

For det tredje måles intet relevant, når vi snakker skole. Vi kan stadig kun måle læsehastighed, stavefejl og korrekte afkrydsninger i skemaer. Vi kan ikke måle hverken intelligens eller livsduelighed, endnu. Man går i skole i 10 år, og denne proces falder sammen med et hvert barns udvikling fra 6-16 års alderen. Hvilket ganske enkelt ikke lader sig omskrive til brugbare tal, på noget som helst givent tidspunkt. At vi stadig prøver eleverne i stave-og læsehastigheder ved udgangen af 9. klasse er grundlæggende den største underkendelse af de 10 års samlede input, jeg kan forestille mig.

Når vi så stadig og stædigt tror at iPad (tablets) er vejen frem for den moderne skole, tager vi bare grundlæggende fejl. I stedet for larmende og levende undervisning, ønsker vi at skabe stillestående øvelseslandskaber, skabt af skolebogsforlag.

Er der larm, er der aktivitet. Er der stilhed er der stilstand. Vores børn kan ikke lære noget væsentligt alene. Mennesket er udviklet til at lære sammen med andre og af andre. Med mindre dette menneske har særlige vilkår. Hvilket derfor kræver andre rammer. Men ingen voksen vil dog tro, at et barn kan lære at spise med kniv og gaffe ved at bruge en iPad? Eller cykle, for den sags skyld.  Disse to eksempler kender vi alle. Og de kræver foruden øvelse i praksis( =i virkeligheden) at der er nogle at observere, at der opstår en indre motivation og dermed et behov og et ønske om at mestre. Dette sker når barnet er med andre der kan. Ville vi lave en cykelprøve i 9.klasse, bare for at se HVOR godt barnet nu cykler? Og derefter give måltal på niveauet? Dem der har cyklet rigtigt meget kan cykle uden hænder, skal de have 12? Dem der bare kan cykle, helt almindeligt uden den store akrobatik, skal de have 2?

Intet i verden er kommet af sig selv, i stilhed.

Skolen er stedet hvor livets mangfoldighed vises, ses, opleves, diskuteres og mødes. Det vil alt andet lige skabe en del larm.

Så når vi tror, at uro i klasseværelset er dårligt, har vi misforstået skolens idé.

Og når vi bliver alt for optagede af at hvert barn skal præstere alene, og måles alene og lære alene, har vi overset al undervisnings formål og proces.

Undervisningens formål er ikke at skabe en stribe 12taller. Undervisningens formål handler om at give alle børn mulighed for at udvikle sig og blive dem de er. Til at give alle børn muligheden for at deltage i et demokratisk samfund, hvor deres helt særlige og unikke væsen mødes og anerkendes.

Lad ikke et forvirret politisk landskab fratage os ordet. Det frie ord, som vi har brugt et par hundrede år på at udvikle. Lad jer ikke narre af it-lystne typer, der ikke selv skal sidde i skolen og glo ind i en skærm og være stille. Livet er meget større end meget mere beskidt, end en enkelt iPadskærm kan simulere. Og skolen er 10 år af livet mindst. Lad os ikke falde for fristelsen, at bede om stilhed, lige der!

Opråb fra folkeskoleforældre: Opsig folkeskoleforliget NU!

Det er fair at tage fejl. Men det er IKKE i orden at ignorere katastrofale konsekvenser. Uanset hvilke intentioner, der måtte have været, er det på tide, at politikere i forligskredsen om folkeskolereformen ser virkeligheden i øjnene og tager konsekvensen; nemlig at opsige folkeskoleforliget.
Illustration: Maud Margrethe Pedersen
Illustration: Maud Margrethe Pedersen

Af: Cecilia Lucia Fava, formand og Anette Lind, næstformand – Foreningen Folkeskoleforældre

Folkeskolen er et korthus, der er ved at falde sammen.

Skoleledere, lærere, pædagoger, forældre og mest af alt elever lider under det kaos, som folkeskolen er blevet kastet ud i.

Flere tiltag, der blev forklaret som evidens, har efterfølgende vist sig at være hjemmebryggede løsninger.

  • De nationale test, hvis resultater skulle være målbare succeskriterier, er alt for statistisk usikre og tvinger elever til at terpe meningsløse testspørgsmål.
  • Fælles Forenklede Mål har vist sig at vokse med ca. 50% til tusindvis af mål i forhold til Fælles Mål 2009. Lærere tvinges til at være bogholdere.
  • Mål for elevers såkaldte læringsudbytte tilpasses PISA. Hvorfor skal danske børn lære det samme som 60 andre landes elever? PISA-målinger har været anvendt som indikator for kvalitet, men det viser sig, at man i Danmark har blandet elever i 8. klasser med i målingerne i stedet for kun 9. klasseselever, som andre lande måler på. Dermed er testen værdiløs – også som sammenligningsgrundlag.
  • Man bruger millioner af kroner på at sende politikere, forvaltningsfolk og skoleledere på ”inspirationsrejser” til bl.a. Ontario — selv om det viser sig, at de ikke længere scorer så højt PISA-test. Samtidig valfarter folk fra hele verden til Danmark for at studere vores unikke skolesystem – som det var før reformen.
  • Der påstås gang på gang, at 20% af folkeskolens afgangselever er funktionelle analfabeter – selvom det er en myte, der er modbevist gang på gang.
  • Den såkaldte inklusion har resulteret i tusindvis af elever, der ikke får den fornødne hjælp. Klassestørrelserne stiger og stiger – klasser med op til 28-32 elever er ikke længere en sjældenhed. Luftkvaliteten i klasseværelserne er bevist dårlig. Et stort sundhedsmæssigt og fagligt problem, der er forværret under reformens længere dage.
  • Selvom folkeskolen har en formålsparagraf, udmøntes bekendtgørelser og virkelighed sig i alt andet. Formålsparagraffen er fraværende hos politikerne og findes ikke længere som overordnet rettesnor i folkeskolen.
  • Et stigende antal elever i indskolingen oplever oftere mavepine.
  • Demokratiet er sat ud af kraft – lærere får mundkurv på og bliver tvunget til at arbejde efter en metode, som enkelte forskere og embedsmænd har flikket sammen. Lærere flygter, går ned med stress eller resignerer.
  • Elever får ikke længere rettet deres opgaver, eller de skal vente i flere måneder, da læreren ikke har tid. Mange lærere har mellem 2-10 minutter pr. elev pr. uge i alt til forberedelse og rettelse af opgaver. Klasselærerfunktionen fjernes på nogle skoler, så hverken forældre eller elever har en fast person, de kan henvende sig til. Pædagoger kastes ind i klasser, nu som lærere, uden at de har haft tid til at forberede undervisningen med læreren.
  • Der er ikke belæg for at sige, at flere timer på skolebænken giver klogere børn.
  • Ingen ved, om understøttende undervisning eller lektiehjælp hjælper dem, der har behovet.
  • Børns ret til fritidsliv formindskes. Børns ret til leg og åndehuller formindskes.
  • Nogle steder kender lærerne ikke engang elevernes navne, da de har mange klasser.
  • Elever får ansvar for at være ”selvkørende” som et ideal, helt fra indskolingen. Elever sidder stille i timevis med hver sin iPad eller PC og klikker rundt på skærmen og mister fællesskab, samtale og sund udvikling. Undervisningen skal lægges ind i digitale portaler, så elevers såkaldte  læringsudbytte kan måles i systemet. Det betyder samtidig, at eleverne kun kan lære, hvad der kan oprettes i et it-system. Resultat: Eleverne bliver dummere.
  • Ministeriet bilder lærere og elever ind, at trivselsmålinger med personlige spørgsmål er anonyme, selvom svarene gemmes under barnets cpr-nr.
  • KL er blevet en ”stat i staten”, som kører sit helt eget løb. Folkeskolen er forvandlet til en underafdeling af en koncern ”KL Enterprise, underafdeling Kommune A/S”, hvor der spildes tusindvis af mandetimer på møder, projektledelse, udvalg, facilitering, indikatorer, monitorering, strategier og planer – et kæmpe bureaukratisk lag, som hverken har med skolens formål eller funktion at gøre.
  • Lærerne mangler tid, så de bliver pålagt at bruge andre læreres forløb eller standardiserede forløb fra leverandører.
  • Tilliden til undersøgelser og rapporter viser sig at blive brudt, når ministeriet bestiller forskningsresultater, der passer med det politiske projekt.
  • Skoleledere, som skulle kunne lede mere, oplever at blive styret fra forvaltningen.
  • Elever skal ”lære at lære” fremfor at ”lære noget”. Elever skal være ”selvmoniterende”. Lærere skal være impact coaches og læringsfacilitatorer. Konsulenter skovler millioner af kroner i foret, mens lærerne forsøger at skabe mening og sammenhæng i forhold til virkeligheden og skolens formål.
  • Elever dropper fritidsaktiviteter, fritidsjob og direkte kontakt med vennerne, og føler sig udmattede, stressede og mister lysten til at lære. Elever har ikke længere en værdi i sig selv, men skal allerede som børn foretage vigtige valg for deres fremtidige karrierevalg og uddannelse.
  • Der foreligger masser af god solid forskning, som ikke bliver brugt.
  • Forældres utilfredshed med skolereformen er markant, og stiger fortsat.
  • 70% af skolebestyrelserne vurderer, at der allerede i indeværende år ikke er midler til at drive skolen forsvarligt. Fra næste skoleår forventer over 80% af skolebestyrelserne, der vil være for få midler til at drive skolen forsvarligt.
  • Samtidig med, man kræver linjefagsuddannede lærere, sættes studenter og medhjælpere i stor stil som vikarer på klasser i månedsvis.
  • Ordet Læring er nærmest blevet religiøst. Til foredrag og i interviews gentages læring som en trylleformular, der fikser alt. Det er endda så religiøst, så der siges: fra ”Demokrati som livsform” til ”Læring som livsform”.
  • Kritikere forsøges gøres tavse. Tusindvis af skolefolk, politikere og forvaltningsfolk er på konferencer blevet misledt af en magtfuld professor – det har ikke fået nogen konsekvenser.

Der tales om data, ledelse med data, datainformeret ledelse hvor virkeligheden er, at der aldrig har været så mange data, der ikke handles på. Styring og handlekraften er en illusion.

Hvad siger politikerne? Der ses et mønster. Gang på gang, konfronteret med virkeligheden, hører vi:

  • Jeg har egentlig det indtryk, at …
  • Det er ellers min oplevelse, at …
  • Men jeg synes nu, at …
  • Det kan godt være, men …
  • Men intentionen var, at …
  • Meningen var, at …
  • Onde tunger påstår, at …
  • Giv nu folkeskolen ro …
  • Tal nu ikke folkeskolen ned …

Politikere! Det må være slut med jeres frakoblingsfornægteri. I kan ikke skabe jeres egen virkelighed og dermed svigte hundredetusindvis af elever, tusindvis af forældre og lærere og pædagoger. Vi holder jer politikere ansvarlige, som politikere og som mennesker.

Det er fair at tage fejl. Men det er IKKE i orden at ignorere konsekvenserne for hundredetusindvis af medborgere. Husk, I har ansvaret for at sikre vores børns faglighed, trivsel, dannelse og udvikling. Dette ansvar svigter I nu. Tag konsekvensen og opsig folkeskoleforliget, og lad os komme i arbejdstøjet sammen og skabe en folkeskole, som I kan være bekendt.

Vi foreslår følgende vi kalder for ”Folkeskolen, formål og fremtid”:

  1. Opsigelse af folkeskoleforliget
  2. Erkendelse: Offentlig høring med fortællinger fra elever, forældre, lærere og pædagoger om erfaringer – forligelse
  3. Formål: Offentlig høring om, hvordan folkeskolens formål sikres
  4. Forskning: Inddragelse af videnskabelig forankret forskning
  5. Normalisering: Normalisering af lærere og pædagogers arbejdsvilkår og rammer. Opsigelse af Lov 409 og tilbagevenden til den danske model. Tilstrækkelige ressourcer i forhold til behov
  6. Fremtiden: Offentlig debat om, hvordan vi sammen skaber fremtidens folkeskole

Det er ikke for sent, og der står meget på spil. Her og nu, men også i forhold til vores fælles fremtid. Lad os komme i gang nu!


Vær med til at opfordre politikerne til at opsige forliget

Vi opfordrer til, at forældre og andre, som deler vores bekymringer, skriver til politikere fra forligspartierne og opfordrer dem til at opsige folkeskoleforliget. Vi har lavet en begivenhed på Facebook med links til politikere og udvalg. Kom og vær med!

Vi har naturligvis også gjort pressen opmærksom på opfordringen!

 

Fakta om Folkeskoleforældre
Foreningen Folkeskoleforældre har næsten 1.700 medlemmer fordelt i hele Danmark, er stiftet i 2014, og arbejder tværpolitisk for en god folkeskole for alle børn. Se mere på hjemmesiden.

Folkeskoleforældres Facebookside har knapt 3000 medlemmer.

Facebookgruppen ”Forældre imod den nye Folkeskolereform”, hvor fra det hele startede, har over 7700 medlemmer.

Kortere skoledage er win win for mellemtrin og udskoling

Børn FolkeskoleforældreVi har nu Undervisningsministeriets ord for, at man godt kan benytte paragraf 16b til at omlægge den understøttende undervisning til to-voksentimer på alle klassetrin på hele skolen. I den forbindelse indvender mange, at det jo er dyrt, fordi SFO’en skal åbne tidligere, hvis skoledagen afkortes. Og det er også rigtig, men dette forbehold gælder altså kun for indskolingen.

Det koster nemlig ikke skolen noget at omlægge timerne på mellemtrin og udskoling, så det er ren win win, for der er mange pædagogiske begrundelser for at omlægge timerne: Eleverne får en kortere skoledag samtidig med, at der følger en ekstra voksen med i flere af fagtimerne. Det kan give mulighed for fx bedre inklusion, for holddeling, for at komme ud af huset og realisere den åbne skole, for tid til en-en feedback til elever, for en mere spændende og varieret skoledag, hvor forskellige fagligheder supplerer hinanden osv.

Så der er ingen undskyldninger. Gør mellemtrinnets og udskolingens skoledag kortere og mere varieret ved at omlægge UU-timerne allerede nu — eller senest ved det nye skoleår.

Indskolingen har ganske rigtigt brug for ekstra ressourcer til udvidelsen af SFO-åbningstiden, hvis skoledagen afkortes. Så her skal der kæmpes i de lokale byråd, så vi får sikret en ordentlig økonomi. Massive forældrehenvendelser kunne være en start — se f.eks. udkastet til et brev, som du kan bruge som skabelon til at henvende dig til dine kommunalpolitikere. Evt. i samarbejde med din skolebestyrelse eller andre forældre?

For beregninger og eksempler på hvor meget skoledagen kan afkortes, se indlægget her.

Kilde:
http://www.folkeskolen.dk/583576/ministeriet-ok-til-kortere-skoledage-for-hele-skolen