Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
Opråb til de danske forældre – Folkeskoleforældre

Opråb til de danske forældrerikke-joergensen

Blogindlæg af Rikke Jørgensen, Næstformand i Brøndby Lærerforening

Det er desværre ikke lykkedes mig eller os i DLF, at forklare politikere og forældre, hvorfor vi reagerer på målstyring og nationale test som vi gør.
Vi har forsøgt at forklare det med udgangspunkt i os selv, men det er blevet tolket som klynkeri. Derfor vil jeg nu forsøge, at tale til alle forældrene i Danmark, ud fra barnets vinkel, for det er ikke klynkeri, det er et faresignal jeg hejser.

Jeg er ikke nogen klynker, jeg er lærer og jeg ved faktisk noget om børn og deres kognitive udvikling, i praksis.

Hvad ville du gøre, hvis du vidste at børn i 6 – 12 års alderen er i en fase, hvor de skal lære at tænke logisk og reversibelt, hvilket betyder, at de skal have et konkret eksempel foran sig, for at kunne vende tankeprocessen?

Politikerne mener, at vi skal stikke dem et selvevalueringsskema, den nationale trivselsmåling.

Helt konkret betyder det, at hvis jeg er 8 år og skal besvare spørgsmålene i trivselsmålingen og lige har fået kage, så er alt godt, målingen viser, at jeg er i trivsel.
Men hvis jeg lige har været i konflikt med min bedste kammerat, så er alt skidt og målingen viser derfor, at jeg er i kraftig mistrivsel.

Politikernes svar er også at opsætte et hav af videns- og færdighedsmål, op mod 70 mål til et forløb i dansk, hvis jeg skal medtage alt det jeg faktisk gør med mine elever.
Det betyder i praksis, at lærerens forklaring om videns- og færdighedsmål er noget jeg kan gentage, som elev, men noget jeg endnu ikke begriber.
Jeg vil (som elev) bare gerne vide hvorfor jeg skal det her – helt konkret. Og jeg vil bare gerne have en lærer og en ramme jeg er tryg i, for så vil jeg rigtig gerne lære.

Bagefter skal vi så teste elevernes kunnen ved hjælp af Nationale test i fx læsning.

I 2.klasse, i dansk bliver de bedt om at give følgende tekst en overskrift:

“Istanbul har en betragtelig befolkning af kurdere, der stammer fra det sydøstlige Tyrkiet. De anerkendes ikke officielt som minoritet, og man indsamler ikke data om, hvor mange de er.

Giv teksten en overskrift.”

I praksis betyder det, at der nok kun er 17 ord jeg kender og hvis jeg kan stave til flere begriber jeg ikke indholdet – endnu.
Hvad ville du gøre?

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at elever først i 11 års alderen og gradvist resten af livet lærer at tænke abstrakt og teoretisk?
Og hvad ville du gøre, hvis du vidste, at lysten til at lære og blive ved med at lære hænger sammen med følelsen af at blive anerkendt og at man lykkes med det man laver?

Politikernes svar er videns- og færdighedsmål og Nationale test, som kun ca. 10 % af eleverne er i stand til at leve op til og et hav af mål, som også kun de 10 % kan leve op til, når det kommer til stykket.

Ville du bare se til, uden at sige eller gøre noget?
Jeg vil ikke, men det betyder, at jeg er nødt til at stille mig imellem politikerne og barnet.

Fuldstændig som når jeg går imellem i en konflikt i skolegården, hvor en stor elev er ved at tvære en lille elev ud og det ved jeg ikke hvor længe jeg faktisk holder til – det kræver sit mod at gå imellem, når styrkeforholdet er som det er.

Jeg ved, at elever skal have konkrete mål for, hvorfor vi gør som vi gør og jeg ved, at det er min relation til eleverne der er den afgørende faktor, når de skal lære noget.
Jeg ved, at de elever der hele tiden føler, at de ikke kan leve op til målene, mister interessen, kommer i modstand eller bare bliver væk fra skolen – det værste er næsten, at jeg ved, at selv de dygtige og højt intelligente elever også går fra en sådan test med følelsen af at være utilstrækkelige.

Ville du bare holde mund og klappe hælene sammen, fordi du har fået en ordre oppefra?

Jeg ved, at når der er 28 elever i en klasse, kan jeg ikke nå dem alle, lige meget hvor mange mål og test jeg anvender – er det dit barn jeg ikke skal nå?

Og jeg ved, at mål og test, der tilgodeser de 10 bedste % af eleverne demotiverer de 100 % fordi de, trods deres kognitive udviklingsniveau, meget hurtigt fanger, at de ikke kan svare på de spørgsmål de bliver stillet – for sådan er testen skruet sammen, spørgsmålene bliver sværere og sværere, de leder efter grænsen for hvad du kan.
Du får aldrig belønningen – i hvert fald ikke i selv situationen og det er selve situationen, der er afgørende for om du har mod på at gøre det igen.

Jeg gør hvad jeg bliver bedt om, for jeg er voksen og kan sagtens begribe, hvad det betyder at være ansat i en politisk ledet organisation, men jeg bruger heldigvis stadig min sunde fornuft.
Derfor bruger jeg stadig en pædagogisk/psykologisk test, der giver mig indblik i, at det lige præcis er nutids-r der driller, og en læseprøve, der fortæller mig konkret, hvilke tekster og læsestrategier der udfordrer og planlægger med få tydelige mål, så eleverne er i en proces, hvor det er ok at fejle.

Men det er ikke målstyring, som kan måles og vejes. Det er målstyring i en proces der tager tid og hvor der også nogen gange er noget der kræver tid uden mål – der hvor vi gribes af noget og forfølger det.

Her går jeg så ind og skriver målene ind bagefter, for det skal jeg jo. Og jeg udfører den Nationale test, for det skal jeg jo.
Jeg tager den nationale test selv om, at det eneste jeg reelt får at vide, som lærer, om læsning er, om barnet er fremragende, rigtig god, god, jævn, mangelfuld eller utilstrækkelig inden for områderne sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse.

Nu har jeg ærligt fortalt, hvordan jeg, med min faglige viden er nødt til at omgås reglerne for at beskytte de børn det går ud over, hvornår tør politikerne på Borgen og i KL ærligt gå ud og fortælle, at det her ikke er for dit barns skyld, men for effektivitetens skyld – dit barn er blot en møtrik i det store maskineri og det kan kun gå for langsomt med at få dem ud i maskineriet.

Hold op med at kalde mig klynker, tag ansvar og fortæl ærligt, hvad jeres mål med det her er!

Jeg har ikke patienter der overmedicineres eller dør på gangene, men jeg har elever, der følelsesmæssigt kommer voldsomt til skade, lige nu, i jagten på det effektive samfund, hvor enhver skal blive så dygtige som de kan.
Ikke fordi det udvikler dig som menneske, ikke for fællesskabets skyld, ikke fordi samfundet ønsker at opdrage dig til et menneske der forstår at videreføre vores kulturelle arv, hvor formålet rent faktisk er åndsfrihed, ligeværd og demokrati, men fordi du skal hurtigt ud og betale din skat.
Barnet har ikke længere værdi i sig selv, det har en værdi på sigt, hvis det kommer godt ud på arbejdsmarkedet – ellers er det sådan set bare en belastning.

Det er den virkelighed jeg står i, hver dag.

Derfor går jeg imellem og beskytter dit barn, men det har også sin begrænsning, for hvor længe holder man til at stå i skudlinjen uden at blive set på, som andet end en klynker?

Derfor lover jeg, at jeg bliver stående og at jeg bliver ved med at råbe op, om ikke andet så indtil jeg bliver fyret eller selv bukker under og langtidssygemeldt.

Afslutningsvis vil jeg pege på noget, som mål og test aldrig vil kunne dæmme op for, men som koster samfundet dyrt, hvis vi tilsidesætter det, der ikke kan måles og vejes.
Jeg blev her i sommerferien kontaktet af en tidligere elev, der i 9.klasse var full blown hooligan. Han var med til at smadre Ålborg stadion, for år tilbage – han kontaktede mig på Facebook og skrev tak for alt du har lært mig – jeg går på tekniske gymnasium nu og vil bare sige tak!

Jeg kan love jer, at det ikke var mål og test der fik ham på rette kurs – det var min relation til ham, i et forpligtende samarbejde, hvor vi selvfølgelig havde mål med det vi gjorde – nemlig at bryde den negative spiral igennem faglig dannelse og det lykkedes heldigvis, men det fandt jeg først ud af flere år efter.

Så jeg følger reglerne, men heldigvis bruger jeg stadig min sunde fornuft!

 

Rikke Jørgensen
Næstformand, Brøndby lærerforening

Opråb til de danske forældre