Warning: ksort() expects parameter 1 to be array, object given in /var/www/folkeskoleforaeldre.dk/public_html/wp-content/plugins/bbpress/includes/core/template-functions.php on line 316
You shall not fear – Den lige vej til forældrehjertet er frygt – Folkeskoleforældre

Af Bine Siefert, specialestuderende i generel pædagogik, DPU og medlem af Folkeskoleforældre

Mange af os, der har børn i skolealderen, kender denne frygt. Måske har vi ikke sat ord på, men uroen i maven før en skole-hjemsamtale, det tilbageholdte åndedræt, når det er tid til årskarakterer, tics i kinden, når det er tid til uddannelsesparathedsvurdering – ja og så naturligvis lettelsens suk, når vi modtager resultatet af de nationale test og finder ud af, at vores barn befinder sig i nærheden af gennemsnittet for landsresultatet – home safe. Og børnene kender det også… Det er de tidspunkter, hvor mange skal stille op til den sædvanlige forældrebekymringssnak, der – uanset i hvilken forklædning den kommer i – dybest set rummer budskabet: ”Jeg er bekymret for din fremtid, så kunne du ikke tage dig lidt mere sammen – gøre det lidt bedre?”

Vi aflæser efterhånden vores børns trivsel og udvikling i måltal fra BMI og kondital til placering i nationale test og karaktergennemsnit. Vi brokker os højlydt, når patientplejen på hospitalerne foregår gennem journaler, uden et kig på fru Hansen, men vi stiller ingen spørgsmål ved rimeligheden i, at vores børn bevæger sig væk fra en grundskole, hvor de nok lærer basale færdigheder, praktiske såvel som akademiske – men også blive fællesskabsparate, dannede mini-medborgere ….hvor det at blive til nogen er mindst ligeså vigtigt, som det at blive til noget.

Og børnene.. Ja dem der ikke passer ind i de efterhånden meget snævre rammer, der er at være menneske i, dem diagnosticerer vi enten gennem psykiatrien eller lommediagnoser som ”uden for pædagogisk rækkevidde”, ”adfærds-udfordret og uroskabende” eller ”snotforkælede curlingbørn”. Og de, som passer ind i rammerne, strammer vi op på, for så må de da også kunne gøre det bare lidt bedre, end de gjorde før – da de gjorde det godt… For vi har brug for at kunne vise kineserne, at vi også kan være med, når de store laver elitematematik.

Fra politisk hold tæppebombes vi med alt det, der kan gå galt for vores børn, hvis ikke de er superskarpe til læsning og matematik. De kan falde igennem uddannelsessystemet, helt ned i arbejdsløshed og kontanthjælp – og med den retorik, der anvedes om de dovne kontanthjælpsmodtagere eller snyderne på førtidspension, hvem tør så overhovedet tænke på at ens barn kan lande der? Som snyltende udskud, der glubsk drikker af fælleskassen!!! Så vi tager grædende en tørn mere over menigsløse lektier for lektiernes skyld – For skam få den, som ikke kan 8-tabellen. Vi læser med vores børn, til de bliver helt skeløjede, for hvilken ulykke er det ikke at modtage beskeden om, at havde lille Dorthe bare læst 9 sekunder hurtigere, var hun havnet i den øverste kategori for læsning – ”Hurtigere Dorthe – hurtigere”. At Dorthe så har en tid hos skolepsykologen i næste uge for at få redskaber til at håndtere sin stress, den må vi tage i en anden omgang.

Vi kan godt blive enige om, at lærerens relationskompetencer har en betydning for udbyttet af undervisningen, og vi ved også, at ind imellem de super dygtige engagerede lærere også findes dem, der mener at al ulykke sker i hjemmet, og at hvis ungerne bare var bedre opdragede, så var der ingen problemer i skolen – og alligevel så tager frygten over, næste gang vi skal til skole-hjem-samtale og have dommen – på 20 min i øvrigt – “Gør vores børn det godt nok? Er vi gode nok?”. Og det værste ved denne frygt er, at vi er kommet til at tro, at den er retvisende. At der faktisk er noget at frygte, at fremtiden står derude som et monster med sylespidse tænder, og dem, der ikke kan hoppe igennem, er dømt til skærsilden aka kontanthjælp.

Selv når undersøgelser viser os, at det ikke er faglige resultater i PISA og afgangseksamener, der er afgørende for, om ungerne finder hele igennem ungdomsuddannelsessystemet, men derimod hvorvidt de er motiverede, interesserede, nysgerrige og målsøgende, ja så frygter vi alligevel for de røde streger i diktaten. Ikke et sekund når vi at trække vejret og se på, hvad vi i virkeligheden ønsker at få ud af tiden i folkeskolen – små mennesker, der udvikler deres nysgerrighed, forståelse for verden, afprøvning af sig selv både som tænkende, handlende og følende individer, opøvelse af basale færdigheder – der senere kan udbygges. Måske lader vi endda vores frygt gå ud over – ikke kun børnene – men også læreren, der har gjort sig nogle didaktiske overvejelser om indholdet i en undervisning, der måske skal danne grundlag for en anden undervisning. For hvis Mathias ikke kan svare på, hvad han har lært i skolen i dag, så har han nok ikke lært noget, og så er undervisningen også for dårlig. Så mailer vi til læreren, som svarer tilbage, at Mathias har arbejdet godt og nu er blevet bedre til at lytte til de andre. Og i stedet for at tænke ”yes – mit barn er blevet bedre til at lytte” så får vi lyst til at skrige ”LYTTE – SKULLE DET VÆRE NOGET? HAN KAN IKKE ENGANG DIVIDERE!” For hvordan skal han nogensinde bestå afgangsprøven i matematik om 4 år, hvis han ikke kan dividere, og har man nogensinde hørt om en prøve i at lytte til andre? (Ja det er faktisk et væsentlig element i mundtlige prøver, men lad det nu ligge).

Så mødes vi til te hos naboen, der har valgt en anden skole – og her er de nået længere i bog-systemet, og igen overmandes vi af frygten – ”Bør der ikke være krav om, at de skal være nået lige langt – Åh fremtidsmonster?”

Fra vuggestue til afgangsprøve lever vi i en konstant tilstand af frygt, en frygt der smitter af på vores børn, på vores omgivelser, på vores holdninger til, hvad der er vigtigt og hvad der er vigtigere – lærer vores børn nu nok? Frygten gribes af dem, den oprindeligt kom fra – som jo gerne vil stemmes på igen. En frygt-cyklus opstår og bliver så omformuleret til tiltag som Ny Nordisk Skole til daginstitutioner og skoler og udspil om flere timer i folkeskolen. For så er vi sikret, at vores børn bliver den bedst uddannede generation i Danmarkshistorien. At vi så i skrækscenariet ender som den bedst uddannede generation af førtidspensionsmodtagere grundet psykisk sårbarhed, eller kontanthjælpsmodtagere fordi alle er akademiseret ud af lysten til et job i servicebranchens beskidte hjørner – pyt skidt – for måltallene for uddannelse ser godt ud – vi nærmer os de 95 %.

Min største frygt er, at mit barn mister lysten til at gå i skole. At han ikke får tid til et fritidsjob eller keyboardundervisning. At han ikke får lyst til at lave frivilligt arbejde, fordi han er for træt og har nok i sig selv, at han ikke får grint nok, og at han ikke aner, at man ikke løser problemer i et parforhold ved at kunne 12-tabellen.
Jeg tror på en læringsmæssig sommerfugleeffekt: Du basker med vingerne til badminton, eller mens du spiller Yatzy med mormor, og i 2. matematiktime rammes du af en forståelses-tsunami, guidet af din velforberedte lærer, som elsker at undervise i matematik. Jeg vil ikke lade fremtidsmonsteret karikeret af politikere med lidt for gode ideer, kvæle mit barns lyst til leg, læring og livet i en fontæne af rædselsscenarier, hvis ikke han presser det målbare akademiske gennemsnit op. Verden har brug for mennesker med forskellige kompetencer, interesseområder, kvaliteter, kvalifikationer og personligheder. Nogle skal tænke firkantet, andre sekskantet og så er der dem, der tænker i cirkler – men frygten forsøger at presse os alle ind i et trekantet hul, og skam få dem, der ikke bakker op – en underretning kan være på vej.

Når man bliver forældre begynder en naturlig bekymringsmekanisme at manifestere sig i sindet – men jeg nægter at lade mig styre yderligere af en påduttet frygt, som ingen ved, om er reel. Jeg har ingen ambition om, at mit barn bliver verdensborger på asiatiske præmisser, nej jeg tror, at den danske (spejder)ånd er vejen frem. Det betyder ikke, at jeg negligerer akademiske færdigheder, at han ikke skal tillære sig færdigheder eller skabe sig muligheder – men det betyder, at jeg ikke putter de akademiske færdigheder på en piedestal og kalder dem fundament for alt andet. Hvis det skulle være sandt, så sidder der mange succesfulde mennesker rundt omkring og har svært ved at forklare deres skrækkelige skolegang, med den succes de har i dag.

Og nej – de akademisk dygtige børn skal selvfølgelig ikke bare tvinges til endnu en tur rundt i akvariet – men der findes også måder at differentiere bredt på – berigelse (enrichment) og ikke kun acceleration. Alle børn skal blive så dygtige som de kan – giver dybest set kun mening, hvis vi tør lukke op for, hvad man kan blive dygtig til i folkeskolen – og det er da håbløst uambitiøst at lade sig begrænse til snævre akademiske fagområder.

Så kære med-forældre – lad ikke frygten styre jeres forventninger til, hvad jeres børn skal opnå i folkeskolen. Lad ikke frygten styre jeres humør over lektierne og jeres uro før skole-hjem-samtalerne. Kig på jeres barn – og ikke på måltallene. Stem godt imod, når I igen overvældes af frygt, fordi jeres barn ikke går den “rigtige” vej rundt i folden. Lav i stedet en kop te og tag et slag Yatzy. Hele glade børn klarer sig bare bedre i livet – også selvom de ikke får professorater som 25 årige…..You shall not fear.

You shall not fear – Den lige vej til forældrehjertet er frygt